Hipt magasin vil leve af sponsorer

De unge og kreative er for smarte til at blive påvirket af almindelige annoncer. Nyt gratismagasin håber at kunne tiltrække brand-sponsorater.
Tine Brødegaard Hansen

Gratismagasinet Tea Paper udkommer første gang 12. februar, når Modeugen skydes i gang og derefter fire gange årligt.

Første udgave er fuldt finansieret af annoncer, fortæller chefredaktør Kaave Pour, der er blevet træt af altid at se de samme bylines og fotografer i de danske modemagasiner.

"Vi samler folk fra de nye kreative scener inden for foto, mode, arkitektur og kunst. Vi synes der er for mange af de samme folk, der går igen i magasinerne som journalister og fotografer, så nu laver vi vores eget," siger Kaave Pour.

80 procent af indholdet kommer fra frivillige skribenter eller lignende, mens en mindre chefredaktion vil samle trådene i det der skal være et nyskabende magasin, eller en 'illustreret paper' som Kaave Pour foretrækker at kalde det.

Bidragsyderne får ikke betaling, men får promoveret deres arbejde og kontaktoplysninger i bladet.

Heller ikke chefredaktionen kan tage sig betalt i begyndelsen, men ifølge Kaave Pour er første udgave udelukkende finansieret af annoncer. Derudover er magasinet ved at søge om støtte som folkeoplysende forening.

Kun cirka 15 procent af pladsen er afsat til annoncer, men Kaave Pour mener stadig at det kan løbe rundt.

"Vi ønsker ikke at lave et blad der er proppet med annoncer, som f.eks. Citadel. Det bliver læserne immune over for, og annoncerne mister relevans. Vi vil have færre annoncører der fylder mere og vi bruger ikke standardannoncer men udvikler nogen sammen med firmaerne, som får en mulighed for at blande sig med de hippe københavnere," siger Kaave Pour.

Han nævner kunstmagasinet Wonderland som et forbillede. De har lavet årsaftaler med mærker som Diesel og Absolut Vodka, som i højere grad fungerer som sponsorater end som annoncører.

Første oplag bliver på 6.000 eksemplarer. Det skal også lanceres i forbindelse med modeugerne i London og Paris, hvor redaktionen flytter til. I august flytter redaktionen tilbage i tide til Modeugen i København.

Ifølge mediebureauet IUM bliver det op ad bakke at få økonomi i initiativet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også