TV3 vandt krig om kendtes gæstebud

TV3 vandt første omgang af krigen om kendismiddagsprogrammer, der vil rase det meste af foråret.
Per Fanefjord Laursen

TV3 vandt klart kampen om kendismiddag-koncepter kl. 19.00 i går, hvor TV3 og Kanal 5 helt usædvanligt bragede sammen kl. 19-20 med næsten ens programmer.

TV3 tiltrak 146.000 seere 'Til Middag hos..', mens Kanal 5s '4-Stjerners Middag' fik 85.000 seere.

I programmerne inviterer fire kendisser hinanden hjem til middag.

Det hører med til historien, at Kanal 5 kun kan modtages i 67 procent af husstandene, mens TV3 har en penetration på 73 procent. TV3 har i flere år etableret sig solidt i timeslottet med egenproduktioner, senest flere år med serien '2900 Happiness'.

Langvarig krig
Begge kanaler sender programmerne på mandage til torsdage, og kampen fortsætter langt ind i foråret. TV3 producerer således 40 afsnit. Dermed er der plads og tid til, at styrkeforholdet kan justere sig.

Det tror SBS-ledelsen på.

"Vi er meget tilfredse. Vi har brudt muren i et timeslot, hvor vi ikke har tradition for at få mange seere. Det har vi nu og målsætningen er nået. Hvis de takter fortsætter, er "4-Stjerners Middag" en stor succes for os," siger programdirektør Anne Stig Christensen, SBS TV.

Klog afvikling betød noget
"Begge kanaler vinder individuelt på de nye programmer, om end TV3 har gjort det bedre i det timeslot med andre tilbud som f.eks. 'Hospitalet' og '2900 Happiness'," siger Broadcast Researcher Simone Krogh, Mediaedge:cia.

Men penetrationsforskellen mellem de to tv-kanaler forklarer ikke hele forskellen i seertal, konstaterer hun.

"TV3 kom hurtigt og effektivt ind i programmet præcis kl. 19.00, og Kanal 5 var den første kanal, der gik til break."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også