Magasiners moms-krav negligeret

Norge: Aller og Egmont bliver ikke inviteret med, når fremtidens mediestøtte er til diskussion i Norge. "Mærkværdigt", mener Allers norske direktør Roger Hansen.
MediaWatch

Det bliver op til dagbladene at repræsentere Aller og Egmonts synspunkter om nulmoms på magasiner og ugeblade i Norge, selvom det langt fra er i deres interesse at kæmpe for den sag.

Aller og Egmont er nemlig i modsætning til andre større mediekoncerner i Norge ikke inviteret med, når fremtidens mediestøtte skal til diskussion i mediestøtteudvalget.

"Jeg synes, det er underligt, at ugepressen ikke er inviteret, men regner med at det er en fejl fra udvalgets side. Vi ønsker selvsagt at deltage i denne høring," siger Roger Hansen, adm. direktør for Aller Norge til kampanje.com.

Også direktør i Hjemmet Mortensen, der ejes af Egmont, Anne Britt Berentsen undrer sig.

"Vi regner med, at det er en fejl, at vi ikke er inviteret til denne høring, og forventer at vi skal deltage både i denne høring og i diskussionerne omkring fremtidige ordninger for mediestøtten i Norge."

Men der er ikke sket en fejl ifølge mediestøtteudvalgets leder, Yngve Slettholm. Hun forventer, at Mediebedriftenes Landsforening, vil repræsentere magasin- og ugepressen, selvom dagbladene også i Norge er modstandere af at pille ved momsen, som de er fritaget for.

I Danmark er det en mærkesag for Aller, Egmont og Bonnier at få ingen eller lige momssats på bladsalget uanset om det er dagblade, magasiner eller ugeblade. Som det er nu har dagbladene 0-moms, mens der er fuld moms på salget af ugeblade og magasiner.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også