Riis: Omlægning nødvendig

Et nervøst annoncemarked og jagten på en solid overskudsgrad gør sammenlægningen i MetroXpress A/S nødvendig, siger adm. dir. Søren Riis.

Det er bl.a. målsætningen om en overskudsgrad på 15 procent, der nu får MetroXpress A/S til at sætte gang i en storstilet omlægning, der gør de to redaktioner på MetroXpress og 24timer til én.

Adm. dir. på MetroXpress, Søren Riis, vil ikke ud med, hvordan økonomien i 24timer ser ud, før årsregnskabet lander 4. februar, men siger:

"I løbet af 2009 har vi forbedret 24timers resultat rigtig meget, men det skal forbedres endnu mere. Derfor tager vi nu skridtet fuldt ud og lægger redaktionerne sammen, så vi får fordelene af den fleksibilitet og synergi, det giver. Vi laver to rigtig gode aviser, viser læsertallene, men vi er også nødt til at tilpasse os et stadig meget nervøst annoncemarked," siger Søren Riis, der ikke vil sætte sin lid til, at den nulvækst, der er spået på annoncemarkedet for 2010 også kommer til at gælde dagbladene.

"Dét, vi stadig venter på, er, at markedet bliver stabilt. Vi har oplevet meget store udsving i 2009, og der er stadig ingen entydig trend på dagbladsannonceringen," siger Søren Riis.

Fortsat to forskellige aviser
Sammenlægningen af redaktionerne betyder, at 24timers chefredaktør og redaktionschef er fratrådt i dag. Hvor mange medarbejdere, der yderligere vil kunne spares efter øvelsen, har Søren Riis ingen kommentarer til, før planerne er endeligt fastlagt og meldt ud til medarbejderne.

Men selvom indholdet i de to aviser fremover skal produceres af den samme redaktion, bevarer de to gratisaviser deres særpræg, forsikrer han.

"Vi vil bevare det unikke stof i 24timer, som især er forbrugerstoffet. Større newsroom, der producerer til flere medier, er en trend alle steder. Det er nødvendigt at løbe hurtigere og gøre tingene smartere for at være rentabel i dag," siger Søren Riis.

Men hvorfor stadig bevare to aviser, hvis 24timer trækker ned?

"Hvis vi ikke troede på, at der var plads til begge aviser, så ville vi nok ændre strategi - vi er ikke kendt for at trække tingene i langdrag her på stedet. Vi har et krav om en overskudsgrad på 15 procent, og det krav mener vi, at vi når bedst med to aviser," siger Søren Riis.

Kæmpet for overskud
Siden 24timer blev en del af MetroXpress, har virksomheden kæmpet for at gøre avisen rentabel. I november 2008 blev der sat gang i en sparerunde, der skar 25 procent af medarbejderstaben, omkring 30 stillinger, og her blev der samtidig oprettet to fællesredaktioner -  på sport og kultur.

I maj 2009, kunne MetroXpress for første gang melde om overskud på 24timer - i hvert fald dén måned. Tredjekvartalsrapporten fra Metro International vidnede dog om, at øvelsen langt fra var overstået endnu, og 24timer stadig trækker ned

Samlet set beskæfter MetroXpress A/S 46 redaktionelle medarbejdere - heraf leverer omkring de 20 også stof til 24timer i dag.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også