Magasiner kræver lige moms

Aller, Bonnier og Egmont har masser af gode råd til politikerne i deres fælles udspil til næste medieforlig, der især rammer dagbladene.
Tine Brødegaard Hansen

"Den nuværende mediestøtte må, efter magasinpressen opfattelse, betragtes som et 'kludetæppe', der skaber en konkurrencesituation, som i urimelig grad tilgodeser
dagspressen."

Disse og andre hårde ord får mediestøtten med på vejen fra Aller Media, Bonnier Publications og Egmont, der tilsammen udgør Dansk Magasinpresses Udgiverforening (DMU)

Fire krav dominerer udspillet om mediestøtte

- Momssatsen bør være på fem procent eller mere for alle medier. Alternativt skal momssatsen være lavere for de medier der ikke er berettiget til 0-moms.

- Danske magasiner bør ikke være afskåret fra distributionsstøtte på grund af deres vigtige samfundsmæssige betydning.

- Mediestøtte bør stille alle medier konkurrencemæssigt lige, uanset hvilket platform de publiceres på.

- Medieforligene bør udelukkende administreres af Kulturministeriet, fordi lovgiverne ellers ikke har tilstrækkelig overblik over skatte- og tilskudspolitikken på mediemarkedet.

Siden 2004 har magasinerne ikke modtaget portostøtte eller anden mediestøtte. Men i lighed med dagbladene  får de også dispensation fra forbuddet mod faste priser og fra forbuddet mod uopfordret at ringe eller skrive til potentielle abonnenter.

Dagbladene skal derimod ikke betale moms af bladsalget, hvilket anslås at koste staten ca. en mia. kr. i tabte indtægter årligt. Derudover modtager dagbladene ca. 380 mio. kr. i distributionsstøtte årligt. Det er årsagen til, at DMU, som de fleste andre medier, sender deres ønskeliste afsted til politikerne, som indleder forhandlingerne om medieforliget fra 2011-14 næste år.

DMU: Dagblade går magasiner i bedene
Hovedproblemerne ved, at dagbladene modtager støtte, mens magasinerne ikke gør er ifølge DMU, at dagbladene udgiver magasintillæg der tidligere var reserveret ugeblade og magasiner. Den 'magasinstrategi' har givet dagbladene andel i magasinpressens læserskare og traditionelle annoncemarked.

En anden kæphest er moms-satsen. Danmark er det eneste EU-land, som ikke har samme sats for magasiner og dagblade, og det bør laves om, mener DMU. Bliver forslaget en realitet, vil det ramme det Bonnier-ejede dagblad Børsen.

Når det gælder mediernes samfundsmæssige betydning, hævder DMU at magasiner og ugeblade er lige så vigtige for mediebilledet som dagbladene. På månedsbasis er mere end 88 pct. af danskerne i kontakt med ugeblade/magasiner. De oplyser om emner som sundhed og familiens trivsel. Samtidig opretholder magasiner og ugeblade læsefærdighederne hos socialt svage befolkningsgrupper, skriver DMU i udspillet, og argumentet bliver anerkendt i udredningen om mediestøtten.

En gang på jord?
Mediestøtten til dagbladene blev oprindelig til for at forhindre 'avisdød'. Samme 'fordel' har magasinudgiverne ikke på deres side, idet de tre store koncerner Aller, Egmont og Bonnier alle er velkonsoliderede, selvom oplagene siver for en del titler. Det kan gøre det vanskeligt for dem at vække politisk sympati for deres sag, særligt i et marked, hvor dagbladene er så pressede på oplag og annonceindtægter som i øjeblikket.

0-momsen for dagbladene er en særordning der kun er tilladt i EU, fordi den er ældre end år 1991. Piller politikerne først ved den, kan momsen ikke igen komme under minimum fem procent. Derfor kræver det politisk mod at gøre op med den ordning.

Selvom Skattekommissionen har anbefalet at fjerne dagbladenes 0-moms, hvilket Danske Specialmedier også bakker op om, bliver der formentlig ikke ændret på dagbladenes vilkår lige med det samme. Kulturminister Carina Christensen har for nylig udtalt, at dagbladenes støtteordninger ikke er en del af regeringens mediestøtteudspil og skal behandles for sig på et senere tidspunkt.

Læs hele DMU's udspil om mediestøtte her.

Kilde: Udredning af den fremtidige offentlige mediestøtte, Dansk Magasinpresses Udgiverforening

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også