Specialmedieformand: Mediestøtten går til den dårlige journalistik

Dagbladene bruger statsstøtte til at udkonkurrere nichemedierne, selvom de leverer bedre journalistik, skriver Kristian Lund.
MediaWatch

Rygter om et magasin fra Jyllands-Posten målrettet praktiserende læger får formanden for Danske Specialmedier til at gå til angreb på dagbladene og mediestøtten.

”De borgerlige aviser er spændt foran et vogntog af statssocialisme,” lyder det i et indlæg fra Kristian Lund på specialmediemagasinet.dk.

Kristian Lund er udover at være formand for Danske Specialmedier også chefredaktør for den Bonnier-ejede avis Dagens Medicin, der er målrettet (og gratis for) læger, og som derfor vil blive udsat for voldsom konkurrence om annoncekronerne, hvis Jyllands-Posten lancerer et magasin til samme målgruppe.

Vinder annoncekroner på ulige vilkår
Kritikken retter sig mod mediestøttens indretning, der efter Kristian Lunds opfattelse støtter en forkert type journalistik.

”Dagbladene er nemlig på fuld fart væk fra deres omnibusforpligtelser. Pengene ligger ikke der. Det ved de godt, og Jyllands-Posten er faktisk et af de dagblade, som har været først til at erkende, at den bredt funderede avis ikke just er overlevelsesværdig. Politikerne har bare ikke opdaget det. De honorerer troligt omnibusaviser, der reelt dyrker det overfladiske,” skriver han.

Da portostøtten blev fjernet i 2004, betød det et totalt farvel til offentlig støtte for en lang række specialmedier.

”Siden har de støttede medier, herunder dagbladene, haft endnu friere spil til at nedkæmpe mere kvalificerede medier end dem selv – for at få del i deres annonceomsætning,” skriver Kristian Lund, der kalder fænomenet for ”statssocialisme”.

I sit indlæg argumenterer han også for, at den journalistiske kvalitet lider under, at omnibusmedierne med nulmoms og distributionsstøtte i ryggen kan udkonkurrere specialmedierne økonomisk.

Læs Kristian Lunds indlæg her.

- TGF

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også