Kronborg-aftaler granskes igen

Kulturministeren vil have undersøgt til bunds, om TV 2 led tab på grund af aftaler, Anders Kronborg indgik som konstitueret direktør.

Netop som SF og Venstre havde erklæret TV 2-sagen for død - sætter kulturminister Carina Christensen (K) endnu en TV 2-undersøgelse i gang.

Det er kritikken af lejekontrakten vedr. TV 2's nye hovedsæde på Teglholmen i København og visse distributionsaftaler med Canal Digital og MTG-ejede Viasat, som Anders Kronborg indgik som konstitueret direktør i efteråret 2007, der har fået ministerens til at trykke på undersøgelsesknappen igen.

Begge forhold bliver kritiseret og vurderet som ansvarspådragende i granskningsgmandens rapport om TV 2, der blev offenliggjort i tirsdags. Granskningsmanden har dog ikke kunnet vurdere, hvorvidt aftalerne har betydet økonomisk tab for TV 2 - men det skal den nye undersøgelse give svar på.

”I ønsket om at sikre, at hver en sten er vendt i sagen, vil jeg nu bede et uafhængigt revisionsfirma om i samarbejde med Kammeradvokaten at lave en supplerende analyse af, hvorvidt TV 2 måtte have lidt et økonomisk tab som følge af lejekontrakten om Teglholmen samt indgåelse af distributionsaftalerne med Canal Digital og Viasat. Når en sådan supplerende analyse foreligger, vil Kulturministeriet i samarbejde med Kammeradvokaten foretage en samlet vurdering af, om der på dette grundlag er mulighed for at rejse erstatningssag mod TV 2's tidligere ledelse”.

Med undersøgelsen er søgelyset nu rettet mod Anders Kronborg og den daværende bestyrelse med Niels Boserup i spidsen - derimod synes Per Mikael Jensen at være endeligt renset for de beskyldninger, der blev rettet mod ham i Rigsrevisionens rapport.

I en kommentar til Ritzau siger Anders Kronborg, at han er forundret over beslutningen.

"Det er ubehageligt, fordi sagen bliver ved med at dukke op. På den anden side er jeg stadig helt overbevist om, at distributionsaftalerne var rigtig gode for TV2. Man kan også se i de efterfølgende årsregnskaber, at TV2 har tjent rigtig mange penge på aftalerne. Og jeg kan hellere ikke se, at Teglholmen kunne være gjort anderledes, siger Anders Kronborg.

Beslutningen om den nye undersøgelse blev truffet på TV 2's generalforsamling i dag af Kulturministeriet, der er eneaktionær i TV 2.

- MediaWatch

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også