TV 2: Granskningsmandens dom

Læs hovedkonklusionerne i den uvildige granskning af TV 2's tidligere ledelses beslutninger i perioden 2006-08.
MediaWatch
Philip Baruch, partner hos advokatfirmaet Lund Elmer Sandager, har færdiggjort sin granskning af TV 2 - der haft til formål at klargøre om "der kunne rejses en erstatningssag mod TV 2’s tidligere ledelse for ledelsens håndtering af en række forretningsmæssige forhold i TV 2 i 2006-2008." Granskningen er bestilt af Kulturministeriet og i en kommentar til rapporten siger kulturminister Carina Christensen: "Jeg vil nu læse rapporten grundigt igennem og frem til selskabets ekstraordinære generalforsamling på torsdag overveje, om der skal foretages yderligere som opfølgning på granskningen." Her følger hovedkonklusionerne:

 

  • Budgetter: Behandlingen af TV 2 s budgetter for årene 2006 og 2008 baserede sig på et forsvarligt beslutningsgrundlag.

    Ved budgetlægningen for 2007 var de budgetterede reklameindtægter, som direktionen præsenterede for bestyrelsen, for optimistiske og ikke markedskonforme. Det er imidlertid min vurdering, at der ikke er tilstrækkelige sikre holdepunkter for at antage, at budgetforudsætningerne var fejlbehæftet i en sådan grad, at disse udgjorde et uforsvarligt beslutningsgrundlag. På denne baggrund er det min vurdering, at TV 2 s ledelse ikke er erstatningsansvarligi anledning af virksomhedens budgetter for 2006-2008.
 
  • Information: Efter en gennemgang af den økonomiske rapportering for 2006-2007, referater af bestyrelsesmøder afholdt i samme periode og på baggrund af det oplyste under interview med ledelsen, er det min vurdering, at ledelsens tilsyn med udviklingen i TV 2 s økonomi i 2006 og 2007 har været forsvarlig. Ledelsen har i relevant omfang reageret på udviklingen i løbet af 2007. Der er således ikke grundlag for at rejse et erstatningskrav mod ledelsen i den anledning. Med hensyn til opfølgning vedrørende byggeriet på Teglholmen henvises til bemærkningerne nedenfor.
     
  • TV 2 Radio: Vedrørende TV 2 Radio har direktionen fremlagt samtlige fornødne oplysninger til bestyrelsen, herunder de økonomiske forudsætninger, markedsbeskrivelse, konceptbe-skrivelse og oversigt over de skønnede synergieffekter. Der er ikke grundlag for at fastslå, at direktionen skulle have handlet ansvarspådragende ved udfærdigelsen af indstilling om etablering af TV 2 Radio til bestyrelsen.

    Tilsvarende er bestyrelsen heller ikke erstatningsansvarlig for den trufne beslutning, idet denne må karakteriseres som et velovervejet strategisk valg om udvidelse til et nyt kommercielt område, som dog viste sig at være en dårlig forretningsmæssig disposition. Beslutningsgrundlaget har i den forbindelse været forsvarligt.
 
  • New Bizz: For New Bizz Areas er det min vurdering, at der for alle nye områder, som ikke tidligere har været i drift i TV 2-koncernen, forelå et forsvarligt beslutningsgrundlag. Større projekter, herunder TV 2 Forlag, har løbende været genstand for drøftelse på de afholdte bestyrelsesmøder. En række mindre initiativer er ikke væsentlige i forhold til den juridiske vurdering af beslutningsgrundlaget og ansvarsvurderingen.
     
  •  Teglholmen: Med hensyn til indgåelse af Tillægget til Lejekontrakten vedrørende Teglholmen, er det min vurdering, at tidligere konstitueret administrerende direktør Anders Kronborg ikke havde et forsvarligt beslutningsgrundlag.

    Det er endvidere min vurdering, at den konstituerede administrerende direktør ikke havde fornøden kompetence til indgåelse af Tillægget. Ved ansvarsbedømmelsen lægger jeg vægt på, at den konstituerede administrerende direktør - til trods for udtrykkelige anmodninger fra bestyrelsen - ikke havde udarbejdet et fyldestgørende materiale even-tuelt i form af konsoliderede budgetter, samt ej heller gav bestyrelsen et fuldstændigt overblik over de samlede byggeomkostninger på Teglholmen. I juni 2007 meddelte direktionen bestyrelsen, at der var risici vedrørende parkeringskælderen, nyhedsstudi-et og radiostudiet, men oplyste ikke, at direktionen ca. 1 måned forinden var blevet gjort bekendt med, at byggeomkostningerne var nået op på 175 mio. kr., og at den daværende konstituerede administrerende direktør var usikker på, hvem der skulle afholde en udgift på ca. 25 mio. kr. Det er min vurdering, at en samlet bedømmelse af ovennævnte forhold medfører, at der foreligger et ansvarsgrundlag for den konstituerede administrerende direktør.

    Bestyrelsen tilrettelagde ikke det overordnede tilsyn med direktionen på en hensigts-mæssig måde. Bestyrelsen fulgte ikke op på orienteringskravene, som bestyrelsen fremsatte i november 2005 og september 2006, og bestyrelsen fulgte ikke efterfølgende op på, hvad de samlede byggeomkostninger kunne opgøres til. Da bestyrelsen i juni 2007 modtog oplysninger om risici i forbindelse med byggeriet, spurgte de ikke ind til de økonomiske konsekvenser heraf. Bestyrelsen har således forholdt sig passivt med hensyn til bestyrelsens tilsynsforpligtelse. En samlet bedømmelse af ovennævnte for-hold må føre til, at der tillige foreligger et ansvarsgrundlag for bestyrelsen.

    For at pålægge erstatningsansvar er det en betingelse, at TV 2 har lidt et tab. Byggeriet har efter det oplyste været nødvendigt for TV 2, hvorfor det er min vurdering, at det ikke vil være muligt at løfte bevisbyrden for, at TV 2 har lidt et tab. Jeg finder derfor ikke grundlag for, at der kan rejses et erstatningskrav mod den daværende ledelse.
     
  • Distributionsaftaler: Vedrørende de i efteråret 2007 indgåede distributionsaftaler er det min vurdering, at TV 2 var i besiddelse af den nødvendige dokumentation og viden til at sikre et forsvar-ligt beslutningsgrundlag herfor. Imidlertid udnyttede den konstituerede administre-rende direktør ikke dette, hvorfor han ikke sikrede sig et forsvarligt beslutningsgrund-lag forud for indgåelsen af aftalerne.

    Endvidere er det min vurdering, at den orientering, som bestyrelsen modtog om aftalerne den 25. oktober 2007, var ufyldestgørende. Bestyrelsen havde derfor ikke mulig-hed for at vurdere de økonomiske konsekvenser heraf.

    Derudover bemærkes det, at den konstituerede administrerende direktør ikke var tilstrækkelig opmærksom på de økonomiske konsekvenser af aftalernes vilkår. Det er endvidere tvivlsomt, om aftalerne blev indgået i TV 2s interesse. Transaktionerne med satellitdistributørerne ses ikke at være fuldt ud gennemsigtige, hvorfor det er særdeles vanskeligt at konstatere, hvorvidt aftalerne er indgået i TV 2s interesse.

    Det er min vurdering, at en samlet bedømmelse af ovennævnte forhold er ansvarspå-dragende for den daværende konstituerede administrerende direktør. For at pålægge erstatningsansvar, er det en betingelse, at TV 2 har lidt et tab. Det har ikke været muligt ud fra det for mig fremlagte materiale at kunne konstatere, at TV 2 har lidt et tab. På den baggrund er der ikke grundlag for at rejse et erstatningskrav mod den daværende konstituerede administrerende direktør.
 
  • Afslutning: Kulturministeriets viden medfører ikke begrænsninger i mulighederne for at gennemføre et eventuelt erstatningskrav mod den daværende ledelse, såfremt et sådan krav ønskes rejst.

    Jeg har ikke foretaget en undersøgelse af eventuelle konkurrenceretlige forhold, som ikke har medført et tab for TV 2, idet jeg har vurderet, at sådanne forhold falder uden for granskningstemaet. Kulturministeriet er enig i denne vurdering.
     
    Der er ikke i øvrigt i forbindelse med granskningen fremkommet forhold, der kunne begrunde erstatningsansvar mod ledelsen.” 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også