TV 2's nicher i god efterårsform

TV 2's nichekanaler har medvind og kan i efteråret placere et lille plaster på den blødende hovedkanal.
Per Fanefjord Laursen

TV 2's fire nichekanaler runder 2009 af med fremgang.

I efterårsmånederne i år stod nicherne samlet set for 9,1 procent af al tv-sening - mod 7,5 procent i samme periode sidste år, oplyser TV 2.

TV 2 News, der 1. december fyldte tre år, indtager i 2009 pladsen som den ottendestørste kanal – et hop op fra tiendepladsen i 2008, men det er især den femårige TV 2 Charlie, der driver seerfremgangen i efteråret. Kanalen vinder terræn i sin primære målgruppe af seere over 50 år, men kan også levere en sharevækst på hele 41 procentpoint blandt alle seere.

Det er en cocktail af modne tilbud som 'Top Charlie', 'Fællessang på Charlie' og underholdningsudsendelser som 'Spørg Charlie' og 'Charlie Quizzen', der driver værket; suppleret af drama- og krimiserier som 'Små og store synder', 'Lov og uorden' og 'En sag for Frost'.

Zulu vender nedgang
TV 2 Zulus programudbud var mere varieret i 2009, men overskriften er comedy. Det udløste en sharevækst på 13 procent (i 3+ år.)

'Klovn' sluttede i 2009, og den sidste sæson blev den mest sete af dem alle, og det 60. og sidste afsnit blev med 293.000 seere det mest sete afsnit nogensinde. 'Zulu Djævleræs' sendte sin fjerde sæson og toppede med 268.000 til et af efterårets afsnit.

"Fremgangen skyldes en række nye, populære programmer samt succes med nye sæsoner af kendte programmer. For TV 2 Zulu er der tale om et meget positivt knæk på kurven oven på en periode med stagnerende seerandele, efter at sporten forsvandt fra kanalen i 2007. I efteråret er TV 2 Zulus seerandel vokset både blandt de 21-50-årige og blandt de 15-40-årige," siger programchef Maiken Wexø, TV 2 Networks i en pressemeddelelse.

TV 2 Film vokser ikke i efteråret, men fastholder pladsen som Danmarks mest sete filmkanal, efter at kanalen siden nytår også er blevet tilbudt i en HD-udgave.

Kilde: Gallup, TV 2

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu