DR Medier bøder for Grarups styrke

Grarup blev for stærk, og det er gået ud over hele DR Medier. Men den gamle struktur havde mange plusser, og magtkampene i DR bliver ikke aflivet med ny struktur.
Tine Brødegaard Hansen

Hvis DR Medier var en nation, der havde tabt en krig, ville man tale om en tårnhøj krigserstatning. Ikke alene har landets leder, Lars Grarup, trukket sig, men DR Medier har også afgivet tropper og territorium. Antallet af medarbejdere er gået fra 300 til 90 og vitale områder som medieforskning og indholdsstrategi er fjernet.

Nu står DR Medier uden leder og med en vis forvirring om sin nye rolle. Portrættet af Lars Grarup som en driftig og magtfuld leder er ifølge flere kilder smittet lidt for meget af på opfattelsen af DR Medier.

For nok var Grarup mand for at få nye medier sat i verden til tiden og til den aftalte pris, og nok havde DR Medier stor indflydelse på den retning, DR's indhold skulle trækkes i, hvilke seere og brugere indholdet skulle nå (= mange) og på hvilke platforme. Men i det daglige har DR Medier og chefredaktioneen ikke kun spillet rollen som stor, styg ulv, der har vanskeliggjort samarbejdet med programproduktionen, peger flere DR-kilder på.

Der har uden tvivl været store problemer på de øverste chefniveauer, særligt mellem Lars Grarup og Mette Bock. De menige medarbejdere har også til tider været frustrerede over ikke at vide, om det var chefen i DR Medier eller i Programproduktionen, der havde det sidste ord og ansvar.

Men den tætte dialog om indhold og strategi med programproduktionen gav samtidig fokus på brugerne, og samarbejdet mellem DR Medier og Programproduktion var på mange måder præget af dialog og forståelse. Den stærke position, det har givet DR at have fokus på brugerne, har også smittet af på stoltheden over at arbejde i DR.
 
Derudover var det gamle DR Medier en smidig enhed, der hurtigt kunne reagere på bevægelser i markedet og sætte nye medietiltag i søen. Pengene til programproduktion og planlægningen af den var nemlig kun bundet et års tid ad gangen, mens der nu lægges op til, at planlægningen skal gå flere år frem.

DR Medier skal i den nye struktur lægge de helt overordnede rammer, som DR's programproduktion under fire nye indholdsdirektører selv udfylder. Lars Grarup ville med den nye struktur også kun blive indkaldt til møder efter bestyrelsens behov frem for at være fast deltager. Til møderne ville han være blevet mødt med de fire indholdsdirektører, som Mette Bocks stilling er splittet op i, hvilket uden tvivl ville have gjort hans liv sværere.

Fordelen ved at skære chefer væk, både i DR Medier og i DR Programproduktion er, som Ulrik Haagerup siger, at der bliver færre møder, og at beslutninger kan blive truffet hurtigere. Men det er ikke en garanti for, at DR kommer magtkampene til livs. De vil leve videre mellem de fire indholdsdirektører, der sidder på hver deres søjle i DR.

Magtfratagelsen opfattes af nogle som om, at hele DR Medier nu skal trynes, fordi områet under Lars Grarups ledelse var blevet for stærk. Men verdenshistorien viser, at der ikke kommer noget godt ud af at ydmyge taberen, når man står som vinder. Det risikerer at skabe frustration og vrede med mindre formålet står krystalklart og eksekveres nænsom. Ingen af delene lader i øjeblikket til at være tilfældet i DR, hvor der lyder hård kritik af DR-toppens enegang i beslutningen om den nye struktur samt håndteringen af fyringerne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også