Android er Googles billet til mobile reklamer

Googles styresystem til mobiltelefoner ligner en vinder.
Sten Løck

Mobilverdenen har det med at undervurdere nye spillere. Man trak på skuldrene, da iPhone blev lanceret, og reaktionen var nogenlunde den samme et halvt år senere, i november 2007, da Google præsenterede Android, et styresystem til mobiltelefoner.

I dag er Android svær at stoppe, og analysefirmaet Gartner forudser, at styresystemet vil være smartphone-markedets nr. 2 i 2012, kun overgået af Nokia. Android er ikke udtryk for, at Google satser på softwareudvikling. Målet er det mobile reklamemarked, og Android skal levere trafikken.

Android er spækket med Google-funktioner, og reklamerne følger lige efter. I november købte Google AdMob, en af verdens største inden for mobilreklamer, for anseelige 750 millioner dollar, og det er kun et spørgsmål om tid, før annoncerne dukker op.

Googles strategi går ganske enkelt ud på at få plantet Android, som er gratis, i flest mulige smartphones, og det går ganske godt. Indtil videre er Android at finde på telefoner fra Motorola, LG, Samsung, HTC, og en del flere, bl.a. Sony Ericsson, følger efter i 2010.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også