Degradering for stor for Grarup

Med den markante beskæring af Lars Grarups indflydelse og DR Medier, var det kun et spørgsmål om tid, før han ville trække sig.
Louise Reseke

For mange kilder tæt på DR var mediedirektør Lars Grarups afgang langt fra uventet. Spørgsmålet var bare, hvornår det ville ske.

At han kun ville tage Emmy-triumfen med i New York i sidste weekend og end ikke blive og se den nye struktur an, var måske hurtigere end ventet . Men den betydelige indskrækning af hans råderum i den nye DR-struktur kaldte på en reaktion. 

Fra 300 til 90
Fra at have haft næsten 300 mand under sig i DR Medier, hedder tallet i den nye struktur omkring 90 - først og fremmest fordi områder som markedsføring, multimedie, distribution og medieforskning, der tidligere lå under DR Medier, er blevet lagt ind under andre restortområder, især generaldirektør Kenneth Plummers.

Fra at have haft fast plads ved bestyrelsesmøderne i DR – lige som generaldirektør Kenneth Plummer og økonomidirektør David Hellemann - kunne Lars Grarup med den nye struktur se frem til at blive indkaldt til møder efter bestyrelsens behov på linje med de øvrige fire nye indholdsdirektører.

Det bliver også indholdsdirektørerne, der fremover skal stå for den indholdsstrategi, der hidtil har ligget hos mediedirektøren, mens DR Medier i stedet skal stå for programstrategien – rammen for indholdet, hedder det.

Udvidet direktion
Endelig havde Lars Grarup udsigt til langt mindre indflydelse i den nye direktion, der hidtil har bestået af Kenneth Plummer, David Hellemann, Mette Bock og ham selv, men fremover udvides med de fire nye indholdsdirektører. Direktører, der organisatorisk er på niveau med mediedirektøren, men som vejer langt tungere end DR Medier målt på antal medarbejdere.

For Lars Grarup har det efter alt at dømme været et større tvunget tilbagetog, end æren og lysten kunne bære.

Lars Grarup begyndte sin karriere i DR i 2000 og har i sin tid søgt og fået større og større ansvar og indflydelse. Ifølge flere kilder har det på en gang været hans styrke og svaghed. En styrke i kraft af de resultater, han har skabt, og som har sat DR på tv-kortet med en vægt, så ingen har været i tvivl om, at public service kan konkurrere med de kommercielle på seertække.

Sejrede sig selv ihjel
Men samtidig en svaghed, fordi mediedirektørens vedholdende drive mod mere indflydelse fik magtbalancen til at tippe. Evnen til at lade nogle kampe ligge til fordel for en mere velafbalanceret magtfordeling har ikke været Grarups stærke side. "Man kan sige, at han sejrede sig selv ihjel," som en kilde udtrykker det.

Lars Grarups farvel skal ses i sammenhæng med den ny bestyrelsesformand, der har sat sig i stolen, og de nye public service-vinde, der blæser i DR - som den nye struktur også afspejler. Derfor er der blandt de kilder, MediaWatch har talt med, heller ikke den store tvivl om, at DR's næste mediedirektør får mere fokus på folkeoplysning end på markedsandele.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også