"Man under Århus Stiftstidende lidt kærlighed"

Ugen har stået i nyskabelsernes tegn - velkommen til en tur i ballongyngerne med ugens bedste mediecitater.
MediaWatch

5.
"Nettet er ubønhørligt: hvis du vil have trafik og dermed tjene penge, er det ikke grundige seriøse artikler, du skal diske op med. Du er derimod under et konstant pres for at popularisere og skrive hurtigt."

- Jon Lund i analyse om vilkårerne for online journalistik.

Der er som bekendt intet, der er så skidt, at det ikke kan blive en god undskyldning for noget andet. Jon Lunds logik er en gave til sites med lav trafik, der så til gengæld må være utroligt grundige og seriøse. Tak og femtepladsen til Jon Lund.

4.
""Nogle vil kalde valget et sats, men for mig falder det meget naturligt. Mine erfaringer med 'Talent 09' har været med til at åbne mine øjne for det at lave live-tv, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg har et stærkt performer-gen."

- Nikolaj Koppel om sit nye job som studievært på Aftenshowet.

Nikolaj Koppel får fjerdepladsen for endnu en gang at tage karrierefusen på kultureliten og en hel del andre i ugens løb. Men er det virkelig kameraet eller snarere muligheden for at sidde tæt på Puk Elgaard i en busterminal, der trækker?

3.
”Vi skal have fat i de mange indbyggere i Århus, som i dag helt har valgt aviser fra, eller dem som lige nu ikke holder byens egen lokalavis. De nødvendige forandringer kan ikke gennemføres, uden at vi samtidig gør op med gamle strukturer, funktioner og vaner internt."

- Ansv. chefredaktør Dorthe Carlsen, Jydske Medier, om relanceringen af Århus Stiftstidende i det nye år.

Det ikke helt til at sige, hvilket af Dorthe Carlsens projekter der er mest kamikaze:
1. At få folk, der har fravalgt betalingsaviser, til at tilvælge dem igen
2. At få medarbejdere, der har været igennem omlægning på omlægning det sidste årti til at tage godt imod endnu en ny struktur...

Det århusianske organ har gjort det til en del af sin eksistensberettigelse at udfordre, hvad begrebet "omstillingsparathed" kan trække, men Dorthe Carlsen lyder som om, hun selv tror på det. Det er selvfølgelig også er lettere i en pressemeddelelse, men alligevel... Held og lykke og en tredjeplads til Stiften, Carlsen & Co. - og vi lover en førsteplads på Citattoppen, hvis projektet lykkes!

2.
”Man under ham lidt kærlighed, men på den anden side: Fortsætter det sådan, bliver serien muligvis endnu mere gakket og desperat, og det vil da kun være skønt.”

- Politiken i anmeldelse af Klovn-afløseren 'Kristian' på Zulu.

Er det kun os, der synes, at passagen her også rammer spot on, hvordan man kan have det med Århus Stiftstidende? Andenpladsen er hjemme...

1.
"Zulu er ikke blot en ungdomskanal, men et særligt unikt brand, som vi så at sige trækker ud af det almindelige tv-salg, og udbyder på auktion. Det sker hver anden tirsdag og 14 dage frem."

"Vi gennemfører en udrensning af de målgrupper, vi tilbyder annoncørerne. Udbuddet var blevet for komplekst. Fremover handler man hos TV 2 hovedkanalen i tre nye grupper, 20-40 år, 40-60 og 20-60 år."

- TV 2's salgsdirektør Peter Olafsson om den nye salgsstrategi på Zulu og de nye målgrupper, TV 2 operer med fremover.

I en medieverden, hvor man ikke er bleg for at påberåbe sig fornyelsens kunst, bare der ændres fontstørrelse på websitet, skal TV 2 have ros for at tage et originalt og fornyende skridt på annoncemarkedet. Målgruppetilpasningen i samme øvelse er sikkert også fornuftig, der er bare én enkelt ting, vi har misset undervejs - hvis TV 2 ikke opererer med en målgruppe 60+, hvornår lukker man så TV 2 Charlie?

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også