Århus Stiftstidende relanceres

Øget læserinvolvering og ny avisstruktur er blandt hovedingredienserne i det nye Århus Stiftstidende, der lanceres første februar 2010.

Århusianerne skal have "meget mere avis for pengene" fra 1. februar. Det vil Berlingske Media sørge for med en ny offensiv strategi for Århus Stiftstidende, der skal sikre den turn around, dagbladet har brug for i det stadigt hårdere avismarked.

Omlægningen betyder, at der "vendes op og ned på gamle funktioner og strukturer" i Mediehuset på Banegårdspladsen i Århus, der hører under Midtjydske Medier i Berlingske-koncernen.

”Vi skal have fat i de mange indbyggere i Århus, som i dag helt har valgt aviser fra, eller dem som lige nu ikke holder byens egen lokalavis. De nødvendige forandringer kan ikke gennemføres, uden at vi samtidig gør op med gamle strukturer, funktioner og vaner internt. Vi har brug for at være mere til stede ude i byen og for at få århusianerne til at bakke op om byens lokale avis, fordi den gør en forskel i deres hverdag,” siger ansvarshavende chefredaktør i Midtjyske Medier, Dorthe Carlsen.

Hun understreger i meddelelsen, at papiravisen fortsat vil spille en væsentlig rolle.

"Når man snakker udvikling af medier i dag, tænker man oftest på nettet. Det ligger lige for. Men for os handler det også om at få udviklet Århus Stiftstidende til en attraktiv og relevant avis, man kan bruge til noget," siger Dorthe Carlsen.

"Vi vil lave meget mere af det, vi er gode til: Den kritiske, årvågne journalistik. Fortælle om konsekvenser af de politiske beslutninger for borgerne i Århus. Være et nyttigt og nemt redskab og en god guide til alt det interessante, man kan møde eller opleve i Århus. Formidle de fantastiske kulturtilbud byen byder på - for ikke at forglemme sporten, der naturligvis følger AGF, Århus," siger Dorthe Carlsen, i pressemeddelelsen.

Dorthe Carlsen lover ifølge meddelelsen mere lokalt stof til århusianerne i avisen, på stiften.dk og AOA.dk, men vil ikke af med mere konkrete oplysninger om avis-ændringerne i det nye år. Forberedelsen af de nye initiativer til læserne og omstillingsprocessen internt på Århus Stiftstidende kommer til at stå på de næste to måneder. Der vil blive etableret kundepaneler og dialog med udvalgte grupper af læsere for at sikre den bedst mulige respons på projektet.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også