Nikolaj Koppel ny vært på Aftenshowet

Tivolis musikchef Nikolaj Koppel forlader til januar jobbet for at blive ny vært på Aftenshowet på DR1, ligesom han også får sit eget musikprogram på P2.

"Jeg er utroligt begejstret for Nikolajs beslutning om at sige ja til at blive vært på DR1. Fra hans tid som dommer i 'Talent 09' ved vi, at han har udstråling og indlevelse. Men han er også en vært med stærk journalistisk baggrund, så han passer perfekt til 'Aftenshowet'," siger DR1's chefredaktør Ulla Pors Nielsen i en pressemeddelelse.

Nikolaj Koppel har spillet klaver, siden han var tre år, har haft en stor karriere som international koncertpianist, været redaktionschef for Euroman og blev i 2005 udnævnt som musikchef i Tivoli. Et job, han altså nu forlader til fordel for DR.

"Jeg har haft fem fantastiske år med musikken i Tivoli. Nu er jeg klar til at prøve noget helt andet. Nogle vil kalde valget et sats, men for mig falder det meget naturligt. Mine erfaringer med 'Talent 09' har været med til at åbne mine øjne for det at lave live-tv, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg har et stærkt performer-gen. Jobbet som tv-vært er en kæmpe udfordring og en mulighed for at prøve noget helt nyt," siger Nikolaj Koppel.

Nikolaj Koppel forlader dog ikke helt musikken, for han får sit eget radioprogram om klassisk musik, som skal køre på P2 søndag formiddag.

"Det er en spændende mulighed for at formidle klassisk musik på en ny måde. Det bliver i bund og grund et "feel good"- program om klassisk musik. Præsenteret på en helt ny måde, der er både skæv og sjov og respektfuld," siger Nikolaj Koppel.

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også