TV 2 i kamp om unge mod TV3 og SBS

SBS TV og TV3 må forvente skærpet konkurrence om kampagner i yngre målgrupper, som de ellers har siddet godt på, spår GroupM.
Per Fanefjord Laursen

TV 2's omlægning af tv-målgrupper er mere end en tilpasning til forbrugernes sammensætning og nye vaner. Det er en større strategisk ændring i kampen om reklameindtægter med de private konkurrenter.

TV 2 skærper kanalernes profilering, konkluderer Trading Director Kenneth Brenøe, GroupM, der har set nærmere på udspillet for Mediawatch.

TV 2 har udvalgt de nye målgrupper for at optimere udnyttelsen af seerprofilerne, der tæller de primært 20-40-årige på Zulu, TV2 Charlie med de 40-60-årige og hovedkanalen med de 20-60 årige.

”Samtidig optimerer det givetvis den interne programudvikling, når man kan fokusere på programmer til disse målgrupper og placerer dem, hvor det passer ind bedst, det vil sige enten på en af nichekanalerne eller på TV 2 hovedkanalen,”  siger Kenneth Brenøe.

GroupM's chefforhandler er ikke tvivl om, at TV 2 er ude i en taktisk manøvre.

”De har tabt primært til Viasat og SBS, som er gode i de yngre målgrupper - de 20-40 årige. TV 2 konfronterer nu Viasat og SBS. Dette understreges af TV 2's nye tiltag, hvor man sælger Zulu på auktion. TV 2 har klart skærpet konkurrencen om kampagnerne til de yngre målgrupper.”

Kapitalisere på ældre seere
Med nye målgrupper får TV 2 sat hovedkanalen og TV 2 Charlie mere i spil. Med et øget fokus på de 50-60-årige som ikke tidligere var en del af målgruppen.

"Jeg noterer mig, at der er et prisfald på ca. 10 procent i målgruppen 40-60 år i forhold til sidste år, hvilket kan gøre det attraktivt at bruge denne målgruppe og kan tiltrække nye annoncører.”

Brenøe forventer, at TV 2 vil udbyde en kombination af TV 2 Zulu og visse programmer på TV 2 hovedkanalen, som går i direkte konkurrence med Viasat og SBS i de yngre målgrupper. Mens andre programmer på TV 2 hovedkanalen, i kombination med TV2 Charlie, kan levere højre share og i modne målgrupper og aktivere personer mellem 50-60 år som målgruppe.

Konkurrenter afventende
SBS TV's prisliste for 2010 er ikke udkommet endnu, og derfor vil Kommerciel Direktør Christian Kemp foretrække at vente med at kommentere på TV 2's nye strategi.

TV3 ønsker heller ikke at kommentere på sine planer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også