Direktøropslag afslører DR's planer

Teksten i de fire direktørstillinger, der netop er opslået, rummer god indsigt i, hvordan DR fremover vil varetage klassisk public service på moderne vis.
Per Fanefjord Laursen

DR har opslået de fire nye direktørstillinger for DR Kultur, DR Oplysninger, DR nyheder og DR Danmark. De nye chefer skal tiltræde den 1. februar 2010 eller hurtigst muligt derefter.

Det er åbenlyst, at overskrifterne på de fire områder er designet til at prioritere og understrege de klassiske public service dyder: Nyheder, Kultur, Oplysning og hele Danmark.

Den fyldige tekst i opslagene fremhæver positive 'buzz words', som udvikling, fornyelse, om formater som er attraktive for de yngre brugere, om inddragelse af brugeren og brugerens egen historie.

DR's bestyrelsesformands egen tolkning af strukturændringen er, at "denne justering vil bidrage til at skabe yderligere klarhed og fokus på DRs public service-forpligtigelser.”

Det generelle signal fra DR er, at man ønsker at fremstå som en målrettet og selvbevidst organisation, som både tør stå ved gammel arv og gæld og samtidig ved, at kun gennem en modernisering og udvikling af programmer og koncepter kan man vedblive at være relevante for hele landet som public service institution.

Klassisk i moderne klæ'r
Flere opslag sender et signal om opbakning til klassisk public service, men i moderne formidling.

I opslaget til Kulturdirektør hedder det, at "en særskilt udfordring er det billede, der tegner sig af en kulturel generationskløft, hvor visse klassiske kunstarter får sværere og sværere ved at tiltrække nye generationer. Ved at gå nye veje i formidlingen af kultur skal kløften mindskes."

Til stillingen som nyhedsdirektør står der: En del af danskerne - heriblandt en del unge - fravælger de klassiske nyhedstilbud. DR spiller en vigtig rolle i at sikre, at ingen kommer til at stå uden for debatten om samfundets udfordringer.

Det kan nok diskuteres, om det er moderne public service at opprioritere den regionale dækning. Eller om det er klassisk public service. Ved at trække DR's engagement i sine ni distrikter op i organisationen som et nyt direktør-område, er signalet i hvert fald, at det der foregår rundt om i Danmark skal opprioriteres. Regionaldækning via både tv, radio og online skal produktudvikles og styrkes, hvilket harmonerer fint med DR mediepolitiske oplæg.

Chef-koma i DR
Der er deadline på ansøgninger til de fire topstillinger den 7. december, og imellemtiden arbejder DR-systemet på højtryk med at nedlægge 40 chefstillinger, fyre enkelte og omplacere andre.

Sent torsdag eftermiddag var alle DR chefer i gang med at rydde deres skriveborde og rydde op. Systemet var kortsluttet. Der sendtes til folket, men al anden aktivitet stod stille, lyder et stemningsindtryk fra DR byen.

Beslutninger var gået i stå, for man vidste og ved ikke, hvorvidt man fortsætter i sit job, endsige i DR. Stemningen er afventende i huset generelt, og mildt nervøs blandt chferne, mens det er dog business as usual blandt de menige medarbejdere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også