DR: Sluk FM hurtigst mulig

DR’s radiooplæg til politikerne, som blev præsenteret i fredags, er vel timet og visionært, men fastholder total DR dominans i 4-5 år.
Per Fanefjord Laursen

"Hvis man beslutter at slukke FM i 2015 og kun sende på DAB, så er der næppe nogle private aktører, der er interesseret i at byde på FM4 koncessionen i 2010. FM4 ligger derfor bedst hos DR."

Med den tolkning forsøger DR-bestyrelsesformand Michael Christiansen at lukke luften ud af kulturministerens plan om at kickstarte konkurrencen ved at genudbyde FM4-frekvenssættet, som DR har fået forlænget brug af til udgangen af 2010.

DR vejrer morgenluft
DR ser den smertefri overgang til digital-tv som en fin anledning til at følge op på forsommerens digitale radioforlig og lægge al vægt og indflydelse i en politisk beslutning om at slukke FM- signalerne senest i 2015. 

DR-ledelsen vejrer samtidig morgenluft og er opmuntret af, at Venstre synes mindre klare i spyttet om et FM4-udbud, og at de fleste private aktører nu støtter en fuld DAB satsning, som skitseret i forliget fra juni.

På den negative side af sagen bliver prisen, at man vil udsætter konkurrencen i endnu 4-5 år.

Hurtig slukkedato
DR toppen erkender problemet med, at ingen biler har DAB. Ledelsen valgte fredag at lægge en meget positiv tolkning af signaler fra franske og britiske bilproducenter om, at de vil forsyne nye biler med DAB radioer.

Til gengæld for politisk medvind lover DR fuld speed på en overgang til DAB.

"Vi siger nu: Lad os slukke FM hurtigst muligt – og senest i 2015," siger generaldirektør Kenneth Plummer til MediaWatch. Han kan ikke opstille en tidsplan for, hvor hurtigt det kan ske.

Politikere skal etablere det tredje DAB-mux til lokalradio, og de skal i overgangen tage hensyn til, at radiomediet i Danmark er den informationskanal, der skal sikre nødhjælpsberedskabet i Danmark. Ved katastrofer, ulykker, m.m. skal radiosignaler være til rådighed for alle; lige meget hvor man befinder sig.

Golden Age
DR’s radioudspil til politikerne opridser en ny ’Golden Age’ for radio, hvor DAB giver mulighed for langt flere radiokanaler og bedre kvalitet.

Når DAB-nettet er fuldt udbygget, vil der være plads til cirka 20 landsdækkende radiokanaler: 10 kommercielle og 10 public service-kanaler. Desuden er der plads til 10 stationer i hver af de regioner, som nettet kan opdeles i, hvilket samlet set vil betyde op imod 150 digitale radiokanaler.

Med den nye DAB+-teknologi, vil man i nær fremtid kunne fordoble dette antal, oplyser DR. Men det kræver endnu en overgang til andre DAB modtagere.

DR peger på, at kommercielle radioselskaber på DAB vil kunne styrke sin tilstedeværelse og søsætte mange supplerende kanalbrands, præcis som DR gør i dag.

Millioner af modtagere i spil
Alligevel synes DR’s radiovisioner at underspille visse aspekter af et FM-sluk.

Det DAB-skeptiske website, der beskæftiger sig med radiobranchen, 'radionyt.com' erindrer politikerne om, at et FM sluk vil betyde, at næsten samtlige bilradioer i Danmark skal udskiftes. Det vil også betyde, at omkring 20 millioner danske transistorradioer, stueradioer, clockradioer osv. bliver uanvendelige, og millioner af mobiltelefoner, gadgets mv. – der alle har en FM-modtager indbygget – ikke længere kan bruges til at høre radio på.

Der er ifølge sitet intet, der tyder på, at de store producenter i Kina, Korea eller Finland vil lancere fx mobiltelefoner med DAB, da der stort set ikke er andre lande end Danmark, UK og Norge, der satser hårdt på DAB. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også