Jeg er næppe den første, der har brugt mine egne børn som billede på den fremtid, vi tager hul på hver dag. Men lad alligevel Ludvig på 11 år komme lidt frem i disse spalter:
Han ville ikke ane, at der var noget, der hed Jyllands-Posten, Politiken, Berlingske Tidende, Ekstra Bladet og B.T., hvis ikke hans far sad begravet i knitrende papir og blafrende nyhedssites hver dag.

Han har faktisk også visse kvaler med at finde frem til DR og TV 2. Gider ikke se X Factor med farmand (!), men vil hellere søge musik på Youtube eller spille sociale spil via Facebook. Og ser han endelig rigtigt tv, er det Top Gear eller Simpsons. Ludvig er i den grad en digital indfødt. Fra første færd fodret med Nintendo, action-spil og digital leg. Vælger selv og er trods stor nysgerrighed ikke lige på vej til at blive nyhedsjunkie i vores forstand.

Fred med Ludvig. Lidt mere videnskabeligt ser det ud - men i øvrigt med samme konklusion - når man kigger på en stor amerikansk undersøgelse fra 2008 af 15-29 åriges medievaner, og de er ikke alle 100 procent digitale indfødte. I et forbløffende stort tal betragter de traditionel nyhedsformidling som at læse lektier. Og de mest nysgerrige af dem tyr til Jon Stewart, hvis de skal vide lidt om, hvad der er sket i verden i dag, altså det, der SVARER til deres nyhedsformidling. Og så undrer vi os over, at travle unge og travle børnefamilier har for travlt til at betale for en avis i hverdagen. Travlt er også et andet ord for, at mange af vores produkter ikke er relevante for den enkelte.

Problem: væsentlighed
Et af problemerne er vores nyhedskriterier. Og måske især vores væsentligheds-kriterier. En forbløffende stor del af danske journalister lever og ånder stadig for et citat på rullen, i Radioavisen eller på flimrende netmedier. Vi – jeg må hellere bruge termen ”vi” for ikke at pege fingre – hungrer efter kollegers opmærksomhed og ikke efter en mail eller et kald fra en bruger eller læser. Vi vil langt hellere trække bukserne af Peter Straarup end at fortælle, at Danske Bank nu har vundet kunderne tilbage ved at sætte kunden i centrum. Noget af det er et sundt drive. Noget er decideret livsfarligt for vores medier. Det er derfor tid til at ændre billedet af journalister, som grumpy old men eller på dansk: Sure gamle r..huller.

”Hvis han er så fandens klog, hvorfor går B.T.s oplag så ikke stejlt opad?” Ja, tillad mig at stille spørgsmålet selv, inden du selv gør det. Vi er desværre heller ikke på plads. Når B.T.s forside forleden fortalte om, at her er ”Danmarks værste supermarkeder”, er det med overskrifter som ”De sureste smileys” og ”Her er de dårligste”. Men med meget mindre bogstaver kan man finde ud af, at i 402 Netto-butikker er der ikke én sur smiley. Ja, der er faktisk 254 Elite-smileyer. I godt 350 Brugsen’er er der heller ikke en kritisk mærket, osv.

Vi skal ikke være ukritiske. Og på B.T. har vi ansat både chefer og journalister, der kan være ualmindeligt grumpy, hvis det kræves, fordi vi ikke vil være en blød familieavis eller en komplementær good guy version af Ekstra Bamsen. Men vi sælger bedst på succeshistorier, når noget går godt i sportens, erhvervslivets eller den politiske verden. Topsællerter er, når Fogh får Nato-jobbet med et tæskehold bestående af Obama, Merkel, Sarkozy og Berlusconi til at tæmme Tyrkiet, når landsholdet vinder, eller når Mærsk i en alder af 95 køber ny båd og får ny veninde.

Solstrålen er ikke bare sidste kuriøse side eller sidste kuriøse indslag i TV-avisen. Det er en af nerverne i nyhedsformidlingen. Det samme er relevansen. Vi må bryde ud af vores selvfede, selvhøjtidelige og indadvendte fokuseren. Mange medier har lagt om i det, vi selv kalder voldsomme omlægninger, hvad de bestemt ikke altid er.
Vores kunder bevæger sig lige nu med væsentligt større hastighed end de fleste danske mediers justeringer af nyhedskriteriet. Vi skal tage langt hårdere fat, hvis vi nogensinde vil fange de digitale indfødte.