For et par uger siden bragte 'Information' en artikel, der viste, at ingen rigtig har styr på de samlede udgifter i forbindelse med Danmarks krigsindsats i Afghanistan.

På tre år er udgifterne fordoblet ifølge tal fra forsvaret. Men ifølge Rigsrevisionen er opgørelsen behæftet med betydelig usikkerhed. Og det har fået flere partiers forsvarsordførere til at efterlyse mere præcise opgørelser. Ifølge forsvaret selv er udgifterne steget fra 1,2 milliarder kroner i 2005 til 2,4 milliarder i 2008.

Men hvad koster det, når en dansk militærlastbil ødelægges af en vejsidebombe? Hvad er omkostningerne ved helikoptertransport i Afghanistan? Hvor meget ammunition ryger der? Og kan forsvarets beregninger overhovedet bruges til noget, hvis vi ønsker en mere detaljeret oplysning om, hvad pengene anvendes til?

Medierne holder sig væk
Usikkerheden om udgifterne i Afghanistan er en ganske god understregning af, hvordan medierne dækker den krig, Danmark nu i otte år har været aktiv deltager i, og som har kostet os et betydeligt antal dræbte – forholdsmæssigt ligger vi i toppen blandt samtlige krigsførende lande – og et pænt stort milliardbeløb.

Det var nemlig ikke medierne, der satte fokus på de danske udgifter til krigen i Afghanistan. Det var knap nok politikerne – men derimod Rigsrevisionen og uvildige eksperter, der ville have flere tal på bordet. Og sådan gælder det på en række andre områder, når vi taler krig i Afghanistan: I Folketinget er der indgået et flerårigt forsvarsforlig, hvor samtlige partier er deltagere minus Enhedslisten. Og bag lukkede døre aftales alle detaljerne omkring den danske krigsindsats. Anskaffelse af udrustning, træning, uddannelse og udsendelse af enhederne.

Ved siden af det aftales der i Udenrigsministeriet en dansk såkaldt Afghanistan-strategi, der er en etårig plan for Danmarks samlede engagement i Afghanistan – altså både det militære og civile herunder en række genopbygningsprojekter og alsidig bestand til den civile udvikling af landet. Disse forhandlinger – hvor der indtil nu har været holdt et par møder omkring strategien for det kommende år – foregår også i dybeste hemmelighed og følges kun meget sporadisk af medierne. Eneste medier, der stiller kritiske spørgsmål overhovedet er Ekstra Bladet og Information.

Fejlslagne strategi
I det hele taget forekommer udviklingen omkring Afghanistan-krigen påfaldende: Mens USA’s præsident Barrack Obama nu i månedsvis har været i tænkeboks sammen med højtstående militære- og civile i Det Hvide Hus, Pentagon og State Department for at revidere USA’s hidtil fejlslagne strategi i Afghanistan, sker der ikke meget på den front herhjemme.

I USA er linjerne trukket benhårdt op mellem den del af den amerikanske forsvarsledelse repræsenteret ved general David Petraeus – der muligvis stiller op som præsidentkandidat i 2012 for Republikanerne – og hans allierede, den nuværende øverstkommanderende for styrkerne i Afghanistan, general Stanley McChrystal, der for nylig frivilligt eller med hensigt lækkede det tophemmelige memorandum, han har udarbejdet om den hidtidige krigsførelse i Afghanistan, som efter otte år tegner et dystert billede af noget, der ligner begyndelsen på et nederlag . Godt nok er der bygget veje, skoler, vandanlæg og meget andet. Og vist kan vi da på nogle punkter glæde os over, at Afghanistan triller i den rigtige retning. Men tilbage står, at Talebanstyrkerne kæmper med stigende styrke og frækhed. Kampene foregår nu ikke kun i bestemte provinser med har bredt sig til hele landet. Og kampene foregår helt anderledes direkte konfrontatorisk end på noget tidligere tidspunkt. Det kostede blandt andet den seneste danske dræbte soldat livet, da han stod i åben ildkamp i en basar over for Taleban-soldater.

Alle venter
I USA handler uenigheden om, hvorvidt præsidenten – der netop er blevet er blevet tildelt Nobels Fredspris – skal sende yderligere 40-50.000 mand til Afghanistan, som den militære ledelse ønsker det, eller han i stedet skal vælge en helt anden strategi, som hans vicepræsident har foretrukket. Indtil videre hersker der total usikkerhed – Barrack Obama har ikke afsløret, hvilken vej han vil gå. Og alle venter på, præsidenten nu må begynde at nærme sig en beslutning.

Herhjemme foregår ingen særlig debat om, hvad Danmark – som en aktiv og stærkt engageret allieret og krigsdeltager – selv kunne forestille sig med hensyn til den fremtidige udvikling i Afghanistan. I Jyllands-Posten har soldaternes fagforening nu ønsket en debat om krigen.

Derudover sker der ikke meget. Regeringen har sagt, der ikke kommer flere danske soldater til Afghanistan.Men et er, at politikerne åbenbart er lige så tavse og rådvilde som den øverste amerikanske ledelse – noget andet er, at de danske medier åbenbart helt har accepteret, at sådan er det – og mediernes nyhedsrepportager, interview og anden journalistik handler derfor mest om krigens gang, historier om amerikanernes overvejelser samt historier om den danske krigsindsats.

Meningen uklar
Det generelle mediebillede er – uanset vi taler dagblade, magasiner eller de to landsdækkende tv-stationer – at alle danskere er i krig, at vi støtter vores soldater, og at alle underbygger det billede, der fremgår af skiftende meningsmålinger – nemlig at størstedelen af vælgerne står bag den danske krigsdeltagelse og mener, vi skal forblive i Afghanistan indtil – som det hedder ”opgaven er løst”.

Hvad der nærmere menes med det, er uklart. Måske handler det om, at opgaven er klaret, når Afghanistan er en blomstrende, demokratisk republik, hvor frihed, fred, lov og orden hersker. At dette projekt synes at have endog særdeles lange udsigter, viser den sidste skandaløse udvikling omkring præsidentvalget med al tydelighed. Afghanistan har nu genindsat en korrupt, uduelig og upålidelig præsident efter et valg, der var præget af svindel og misbrug – og efter at hans modkandidat har trukket sig fra en anden valgrunde. Afghanistan er i dag en parodi på et demokrati. Og selv om det lykkeligvis går fremad med genopbygningen af landets militær og politistyrker, sker det langsomt – det vil vare rigtig længe, før afghanerne selv er i stand til at overtage opgaven.

Det kan godt være, det er rigtigt, Danmark forbliver i Afghanistan med en styrke i underkanten af 1.000 mand. Det kan godt være, det er rigtigt, vi fortsat skal bruge milliarder på projektet, og det er vi vor egen langsigtede interesse, at vi bekæmper Taleban og Al Qaeda i disse fjerne egne.

Pinligt for medierne
Men det kan ikke være rigtigt, medierne uniformeret og ukritisk rapporterer om den danske krigsindsats – at der ikke drives den tilbundsgående, skarpe, analyserende journalistik, som vi kender det i flere andre lande (USA, England, Frankrig).

Jeg synes, det er pinligt for medierne, at det er Rigsrevisionen og et par politikere, der skal stille spørgsmål om, hvad krigen koster. Jeg synes, det er lige så pinligt, ingen følger med i, hvad der sker omkring de politiske forhandlinger vedrørende den kommende Afghanistan-strategi. Jeg synes, det er pinligt, Afghanistan dækkes i forlængelse af skiftende meningsmålinger og uden den vedholdende, grundige, nysgerrige, nærgående og også gerne frække journalistik, som emnet berettiger til.

Danmark har været med i en blodig, kostbar krig i Irak. Grundlaget var for den danske deltagelse var mildest talt uskarpt. Der er kommet en stribe rigtig gode bøger om Irak-krigen – mange af dem skrevet af særdeles vidende journalister. Men de afgørende detaljer omkring den danske krigsdeltagelse i Irak har vi aldrig fået – blandt andet fordi vigtige dokumenter og referater fortsat hemmeligholdes, fordi politikerne har skruet ned for interessen og fordi, Irak også i medierne er et (delvist) overstået kapitel.

Det, vi oplever nu, er, at krigen i Afghanistan er på vej i samme retning – der står en masse i aviserne, og vi kan se endnu mere på tv-skærmen. Men de fleste af os har på fornemmelsen, det er mindre end halvdelen, vi får at se.

Fordi medierne nok er aktiv krigsdeltager – men på samme side som Christiansborg, Forsvarskommandoen, meningsmålingerne og respekten for de danske soldater indsats. Ikke som kritiske journalister.