Bureau: Hold øje med stigende DR share

På kort sigt mærker tv-markedet ingen dramatiske konsekvenser af søndagens forandringer på tv-markedet, spår Mediaedge:cia, der forventer stigende share til DR TV.
Per Fanefjord Laursen

Mediabureauet Mediaedge:cia forventer, at hele DR TV vil vinde terræn på bekostning af de kommercielle i kraft af, at DR nu har søsæt sine tre nye kanaler.

To af kanalerne er nichekanaler, som vil øge markedsandelen til DR's fordel med en klog programmering i samspil med DR1 og DR2, mens DR's nye HD-kanal til start er dårligere penetreret, men til gengæld har andre kvaliteter.

TV3 hæmmet på sigt
En anden sharevinder bliver - med tiden - SBS TV, hvis samlede share vil overhale TV3-gruppen, lyder Mediaedge:cias prognose. Men det bliver over tid og afhænger af den store ubekendte: hvor stor succes får Boxer, hvor SBS' kanaler indgår i alle grundpakker.

TV3 vil vokse i penetration, fordi der i kølvandet på det analoge sluk også sælges en god del abonnementer til Viasat-platformen. Men TV3 er hæmmet af, at man ikke er nået til enighed med Boxer TV - og tilmed kun tilbydes som tilkøbspakke hos TDC-bredbåndstv - vurderer bureauet.

Det er meget muligt, at TV 2's hovedkanal vil bløde yderligere på sin markedsandel, når konkurrenterne vinder højere penetration, men TV 2's nichekanaler står til at tiltrække mindst den samme fremgang som SBS i penetration.

Hverken SBS TV eller TV 2's nichekanaler skal forvente, at deres stigende penetration automatisk udløser en høj share. De kan næppe på kort sigt fuldt konvertere den øgede penetration til share, fordi de nye husstande, der kan se dem, befinder sig i et tv-konservativt segment, der ikke er søgende, zappende seere.

Kortvarigt fald
På den korte bane lyder prognosen fra mediabureauet, at der ikke bliver tale om et fald i den totale tv-sening, også selv om to procent af husstandene ikke var klar til at modtage det nye tv-signal og kunne se tv søndag.

Desuden spår bureauet, at det er i de ældre husstande, at man ikke er klar, og det er ikke så afgørende set med kommercielle øjne.

Mediaedge:cia vil ikke helt afvise, at DR1 og TV 2 mærker et meget kortvarigt fald i share, fordi mange tv i hjem, hvor al sening sker på DR1 og TV 2, ikke var klar søndag og måske heller ikke mandag. Markedet er dog meget klogere, når der bliver seerdata til rådighed i løbet af i dag.

60 procent vælger gratis tv
Bureauets bud på søndagen og mandagens forløb er, at 250.000 af de ca. 400.000 husstande, der er i spil, i første omgang vælger at holde sig til gratiskanalerne i det digitale sendenet. At flertallet fortsat fravælger betalings-tv er flere aktører enige i.

Mediaedge:cia's broadcast afdeling har ikke data for, hvorledes de resterende ca. 150.000 husstande har valgt pay-tv løsninger. Men bureauets bedste bud er, at de ledige husstande er blevet opsnappet af udbyderne i denne rækkefølge:

1. Boxer TV
2. TDC Hometrio
3. Viasat
4. Canal Digital
5. YouSee

YouSee placeres lavt af Mediaedge:cia, fordi man ikke nødvendigvis straks kan blive YouSee-kunde, selv om ens husstand er 'homes passed' af et kabel i fortorvet.

Bureauet hæfter sig videre ved, at de ca. 150.000 husstande, der nu vælger en pay-tv løsning, ikke er særlig søgende eller ivrige seere, da de jo har fravalgt mange kanaler før, og sandsynligvis koncentrerer seningen om DR1 og TV 2.

Kilde: Mediaedge:cias Broadcast Afdeling.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også