I 2002 forlod Bjørn Erichsen Danmark og toppen af det danske tv-hierarki. Stillingen som tv-direktør og dermed overordnet chef for den samlede tv-produktion i DR blev vekslet til en lignende titel i Schweiz.

Her satte han sig i spidsen for den grå eminence i europæisk tv: public service-samarbejdet European Broadcasting Union (EBU).

Det er sigende for, hvor meget EBU betyder for europæisk tv-produktion, at en stor del af Europas befolkning – især dem der sætter pris på kitchet sangkonkurrence – kan nynne med på unionens kendingsmelodi.

Og det er lige så sigende, at størstedelen formentlig gør det, uden at vide det; fordi de tror, det er den officielle kendingsmelodi for det europæiske Melodi Grandprix. Kun et fåtal er klar over, hvor meget public service-radio og -tv, der egentlig bærer Eurovisionens stempel. Og sådan skal det være, mener Bjørn Erichsen.

”DR og de andre tv-kanaler har rigeligt at gøre med at markedsføre sig selv. Vi er back office, og sådan skal det være,” siger manden selv. Efter otte år som direktør for tv-afdelingen i EBU vender han hjem til foråret.

Tanker på grund i Nordspanien
EBU laver også andre fællesproduktioner end Melodi Gradprix. Her er de danske medlemmer ikke blandt de mest aktive; ifølge Bjørn Erichsen er DR og TV 2 involveret i 20 af de 75 nuværende produktioner.

Til gengæld nyder de godt af en række af EBU’s andre aktiviteter: Unionen forhandler sportsrettigheder for medlemmer, driver netværk til transport af tv-signaler via både satellit, fibernet og Internettet – og så står EBU også for at koordinere en omfattende nyhedsdeling mellem unionens medlemmer.

”Går der en tanker på grund i Nordspanien, har DR ikke en korrespondent i Spanien. Men spansk tv har en regionalstation i La Coruna, og de sender billederne til os, så 40 minutter efter kan man se billederne hos DR. Til sammen udgør EBU’s medlemmer verdens største netværk af korrespondenter,” fortæller Bjørn Erichsen.

Det er gratis for EBU’s medlemmer at være med i nyhedsnetværket. Til gengæld forpligter de sig til ikke at sælge deres egne optagelser. På samme måde fungerer det med musikken: Radiosymfoniorkestrets torsdagskoncerter bliver stillet til rådighed for Europas øvrige public service-stationer gennem EBU. Og DR kan så fylde en stor del af P2’s klassiske flade ud med koncerter fra de øvrige medlemmer.

Endelig sørger EBU’s juridiske kontor ikke bare for at give medlemmerne råd om lovgivningen. Den står også bag et omfattende lobbyarbejde. For det er ikke alle, der er vilde med konceptet ’public service’.

Berlusconi: Offentligt kartel
”De kommercielle stationer synes ikke, at EBU er verdens bedste ide. Berlusconi opfatter jo EBU som et offentligt kartel, der er sat i verden for at begrænse hans muligheder,” siger Bjørn Erichsen.

Og DR er heller ikke den eneste europæiske public service-aktør, der bliver kritiseret for at konkurrere med de kommercielle medier på ulige vilkår. I Tyskland er public service-stationerne blevet forbudt at benytte sig af SMS-afstemninger, og i flere andre lande forsøger de kommercielle medier også at få begrænset public service-mediernes udfoldelsesmuligheder på nettet.

”I EBU forsvarer vi, at internettet bare er en anden måde at distribuere public service på. Unge flytter i stigende deres forbrug over på nettet, så dér skal der også være et tilbud til licensbetalerne. Hvis BBC blev sparket ud fra nettet, ville man blive isoleret som forældet en lidt forældet sag, der ville miste kontakten til en hel generation,” lyder forklaringen på EBU’s politiske påvirkningsarbejde, der især finder sted over for EU.

I Bruxelles argumenterer EBU i det hele taget for, at public service-aktørerne ikke kun skal begrænses til at levere de produkter, som de kommercielle stationer ikke kan se fidusen i at lave. I Danmark har DR har en dækning på 85 procent, men Bjørn Erichsen fortæller, at EBU også har medlemmer, hvor 70 procent af landets befolkning aldrig åbner for kanalen, fordi den er for smal.

”Og man kan godt lave public service uden public, men det giver ikke meget mening,” siger han.

Turen går til Østeuropa
Det er især i Østeuropa, public service-stationerne lider. Efter Murens sammenbrud var en række vestlige, kommercielle aktører hurtige til at rykke ind og benytte sig af, at de statslige tv-selskabers troværdighed lå i ruiner.

I Ukraine har public service-tv halvanden procent af markedet, og udover fortidens synder som statslige marionetter, der i mange tilfælde stadig belaster befolkningens tillid, slås de østeuropæiske public service-medier også med politikere, der ikke nødvendigvis forstår vestlige begreber som pressefrihed og armslængdeprincipper.

En velfungerende dækning af de demokratiske processer er imidlertid en forudsætning for det EU-medlemskab, en stor del af de østeuropæiske lande har som et vigtigt mål. Det er også en public service-opgave, som de kommercielle medier ikke har en oplagt interesse i at udføre, mener Bjørn Erichsen.

Derfor har han også helliget genrejsningen af Østeuropas public service-medier en stor del af sin tid i EBU. Det har betydet en del rejser, rigtig mange forhandlinger med lokale politikere og endnu mere researcharbejde, hver gang et nyt østeuropæisk medlem har haft brug for EBU’s hjælp.

Aktiv pensionist
Men til foråret er det slut. Så vender Bjørn Erichsen hjem til en aktiv pensionisttilværelse.

”Jeg skal se, hvad jeg kan få skruet sammen af undervisning, foreningsliv og konsulentarbejde. Men jeg skal ikke have noget fast job. Når jeg kommer hjem, er jeg 61,” siger han.

Efter ti år som programmedarbejder i DR, seks år som tv-direktør samme sted og otte år i EBU regner Bjørn Erichsen også kraftigt med, at det stadig er mediernes verden, der kommer til at tage hans tid efter hjemkomsten.

”Det er det, jeg ved noget om.”