The Times skærer 100 stillinger

Antallet af redaktionelle medarbejdere på The New York Times skal reduceres med otte procent.
MediaWatch

Samtlige redaktionelle medarbejdere på The New York Times vil torsdag modtage et tilbud om en aftrædelsesaftale. Avisen skal skære 100 stillinger, og ledelsen håber, at tilstrækkeligt mange siger ja til tilbuddet, så egentlige fyringer kan undgås. De ansatte har 45 dage til at svare på tilbuddet, skriver avisen selv.

Medarbejderne på The Times har tidligere accepteret en lønnedgang på fem procent for resten af året i håb om at undgå fyringer. Avisen fremlægger først sit tredjekvartalsregnskab torsdag, men regnskaberne fra et par af konkurrenterne viser, at annoncemarkedet stadig ligger tæt på brak, og avisens ledelse har opgivet håbet omen bedring af branchen i år. Derfor har den nu taget konsekvensen, som betyder et farvel til otte procent af den nuværende redaktion.

"Jeg kan ikke lade som om, at disse nedskæringer ikke vil betyde en øget byrde for de journalister, hvis pligter er vokset hurtigere end deres kompensation," skriver avisens chefredaktør, Bill Keller, i en note til medarbejderne, hvor han også tilføjer:

"Ligesom jer, længes jeg også efter den dag, hvor vi kan udføre vores arbejde uden at skulle kigge os over skulderen af frygt for økonomiske stormvejr."

The New York Times er USA’s største nyhedsredaktion med omkring 1250 redaktionelle medarbejdere på nuværende tidspunkt. Avisens ledelse har meldt ud, at den ikke har specifikke planer for, hvilke afdelinger der især vil blive ramt af nedskæringerne. I stedet vil man i høj grad lade sig styre af, hvilke medarbejdere der siger ja tak til en fratrædelsesordning.

- TGF

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også