Jim Receveur køber 100FM for 2 mio.

Radiodirektøren driver selv Radio 100FM videre med en lille organisation og halvering af omkostningerne.
Per Fanefjord Laursen

Jim Receveur driver selv Radio 100FM videre som ejer.

Målet er en mindre, slankere organisation, hvor den vigtigste opgave er en trimning af omkostningerne med 50 procent, så forretningen hænger bedre sammen. Det har hidtil i runde tal kostet 100 mio kr. om året at drive Radio100FM, inklusive de 22,5 mio. i afgift til staten.

Direktøren oplyser til MediaWatch, at han selv har investeret to mio. kr. af egne penge for at overtage navnet og forretningen. Han gør nu klar til den næste fase af Radio 100FMs efterhånden turbulente seksårige historie, der kulminerede med at ejer og hovedkreditor  John de Mol begærede radioen konkurs i mandags. 

Vigtige morgenshow fortsætter
Hovedparten af medarbejderne er fristillet, men det betyder ikke, at flere af dem ikke fortsætter i det nye selskab, "New Radio"

"Vi er nødt til at fritstille dem for at få nogle af dem med over i det nye selskab Jeg ved ikke hvor mange, men det bliver en mindre organisation, hvor 'Morgenhyrderne' dog fortsætter. Indholdet er vigtigt. Der bliver til gengæld færre ansatte i backoffice funktioner og salg," oplyser Receveur.

Jim Receveur har netop fokus på radioens indhold, fordi han planlægger at søge sin "egen" sendetilladelse ved skønhedskonkurrencen i forråret.

Det Danske Radiobureau A/S, som Radio 100FM er en vigtig del af, fortsætter med at sælge national radioreklame, og dermed har 100FM i princippet en landsdækkende salgsorganisation i huset på Rådhuspladsen, selv om man slanker egen salgsafdeling.

Det er uklart, om radioen vil flytte fra domicilet ved indgangen til Strøget. Det har tidligere været på tale at lejemålet er opsagt fra udlejers side.

Radio 100FM vil fortsætte på 100.0 og 99,9 frem til koncessionsperioden skal fornyes den 15. november, hvor der skal betales 22,5 mio.

"Man skal ikke afvise, at vi betaler koncessionen, men mest sandsynligt er, at vi efter den 15.11. kører videre på de 25-26 lokale frekvenser, vi råder over spredt over hele landet. Desuden har vi en plan for at skaffe os flere frekvenser på Sjælland, som kompenserer for at 100.0 FM ryger," siger Jim Receveur, der estimerer et penetrationstab på 10 procentpoint.

Han vil ikke ud med et estimeret tab målt på nettodækning eller share. Sidstnævnte kan blive hårdt ramt med tabet af den 60kW stærke 100.0 frekvens. Konsekvenserne mærker markedet under alle omstændigheder meget hurtigt via de nye elektroniske PPM målinger.

Samarbejdspartnere
Der var ingen investorer, der ville gå med i projektet, trods mange måneders samtaler med alle mulige emner, konstaterede Jim Receveuer.  Han mødtes bl.a. med MTG-ledelsen i sensommeren.

De mange investorer med medieengagement var imidlertid interesseret i at samarbejde med radioen uden at investere penge, og de samarbejdsmuligheder vil Jim Receveur nu udforske for at nedbringe radioens omkostninger.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også