Plummer: Dårlig idé at udlicitere P3

DR's generaldirektør afviser logikken i at hive P3 ud af DR's regi - en idé, der fremsættes i den netop offentliggjorte mediestøtteudredning.

Tanken om en mulig udlicitering af indholdet på DR P3, som bliver luftet i Rambøl Management og professor Anker Brink Lunds udredning af fremtidens mediestøtte, møder ikke overraskende modstand fra DR's generaldirektør Kenneth Plummer.

"At gøre P3 reklamefinansieret er for eksempel en rigtig dårlig ide. P3 er de unges foretrukne kanal og har i dag mere end 2,3 mio. ugentlige lyttere. Samtidig spiller kanalen langt mere varieret musik, og langt mere dansk musik end nogen kommerciel kanal nogen sinde har gjort i Danmark. Hvor DR spiller musik fra 93 % af alle nyudgivelser i Danmark, spiller de kommercielle radioer kun musik fra 3%," siger Kenneth Plummer i en pressemeddelelse.

Generaldirektøren ser DAB som vejen til en stærkere kommercielt radiomarked, som DR for længst har erkendt behovet for.

"Med DAB får det kommercielle marked bedre vilkår. DAB er fremtidens radiostandard. Derfor bør vi fokusere mere på det kommercielle markeds muligheder på DAB, og ikke på, hvordan man kan skabe et kommercielt marked på et FM, som udfases."

Kritik af medieudredning
Kenneth Plummer kritiserer grundlæggende medieudredningen for at fokusere på medievirksomheders behov frem for borgernes og samfundets mediebehov.

"Jeg savner, at udredningen forholder sig til mediernes betydning for danskerne, demokratiet, vores kultur og sprog - begreber, der er centrale for dansk publicisme. Mediestøtte reduceres næsten til erhvervsstøtte, og der er fokus på indførelse af kontrolorganer og udvidede testprocedurer,” siger Kenneth Plummer, der mener, at udredningen beskæftiger sig alt for lidt med det pres, danske medier er under fra de store internationale spillere - fra MTG til Facebook.

"Det undrer mig, at udredningen ikke i højere grad har øje for den konkurrence, som dansk indhold udsættes for fra globale mediekoncerner. I stedet er der flere forslag, som går på at øge kontrollen med hvem, der skal levere dansk indhold. Jeg forstår i bund og grund ikke, at nogen kan foreslå, at der skal tages penge fra dansk indholdsproduktion for at bruge dem på bureaukrati og kontrol," siger Kenneth Plummer.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også