Når storbyjournalister slår sig ned i et lokalområde, er der overhængende risiko for, at resultatet bliver virkelig mærkværdig journalistik.  Mangel på respekt for læsere, lyttere og seere – eller manglende indlevelse og forståelse for regionale eller lokale forhold? Døm selv.

I forrige uge bragte TV 2’s sportsmagasin Hutlihut en historie om cheftræner John Faxe Jensen fra Randers FC, der med en bundplacering i superligaen ifølge TV 2 sidder på et usikkert mandat.

Jeg kommer selv fra en by, hvor den lokale fodboldklub (som dog ikke er i superligaen) har omtrent samme betydning, som Randers FC har i Randers. Man bakker holdet op og føler en vis stolthed, når det går godt. Fodboldholdets præstationer er et emne, man tager seriøst.

Hvad er meningen
TV 2’s Hutlihut valgte at åbne debatten om trænerproblemet i Randers FC ved at tage en tur i Randers Regnskov for at spørge de lokale reptiler om deres holdning til John Faxe Jensen. Ikke særligt overraskende sagde krybdyrene ingenting til den tilrejsende journalist, der mosede rundt blandt palmer og lianer med mikrofon og kamerahold. Igennem indslaget måtte seerne lede forgæves efter den dybere mening.

Ja, Randers har både en regnskov og et superligahold. Men man skal godt nok være på VisitDenmark-afstand af Randers for at se den røde tråd her. Hvor åndsvag har man lov at være, kunne man begynde med at spørge.

Man kunne også filosofere lidt over, hvad en fokusundersøgelse af indslaget i Randers ville afsløre. Sikkert, at randrusianere opfatter den slags journalistik som det rene storbysnobberi – helt ude af føling med hvad, man i Randers finder relevant og vedkommende. For os andre var indslaget bare indholdsløst og fjoget.

En svær disciplin
Nu ligger det jo ikke i den journalistiske genetik, at vi skal tækkes kortsigtede bruger- eller forbrugsinteresser, selv om reformen af Journalisthøjskolens uddannelse faktisk netop lægger op til at have skarp fokus på målgrupper. Jeg taler heller ikke for, at lokal- og regionaljournalistik skal have et lokalpatriotistisk udspring og være følende og ukritisk.

Lokaljournalistik er en virkelig svær disciplin. Det ved alle, der har haft deres udgangspunkt i et lokalt eller regionalt område. På den ene side skal journalisten grave det snavs frem, som giver borgeren mulighed for at kende dem, der bestemmer og har indflydelse i lokalsamfundet, og dermed kunne træffe sine egne, oplyste valg. Lokaljournalisten har dermed den ofte utaknemmelige rolle at holde det lokale demokrati i ørene og se myndigheder og andre med indflydelse efter i sømmene.

På den anden side skal lokaljournalisten og vedkommendes journalistik udgøre det kit, der holder regionen eller det lokale område sammen. Og det kan man kun som journalist, hvis man har dyb respekt for det super nære. I disse år må et stigende antal lokale og regionale medier sande, at det ikke er lykkedes at holde læserne, lytterne og seerne til ilden. De falder fra – og kommer kun meget sjældent tilbage, når de først er væk og ikke længere betragter lokaljournalistikken som relevant og vedkommende.