For nylig bad fagbladet Journalisten 15 redaktører på forskellige medier om at vurdere freelancerne. Og dommen var klar: De var for dårlige og for sjuskede.

Synopserne var ringe formuleret, tilbuddet adresseret til en konkurrent hvis ikke der var stave- og slåfejl.

Alt dette har jeg også oplevet. Men jeg har svaret tilbage og forklaret, hvordan den pågældende i fremtiden vil få bedre held med at afsætte sit stof. Og nogle gange kan der jo sagtens ligge en fantastisk historie i en dårligt formuleret synops. Det er så mit ansvar som chefredaktør at se igennem freelancerens manglende takt og tone og få den gode artikel frem.

Og det er også redaktørens ansvar at hjælpe, guide og sparre med freelanceren. De sidder alene, sender artikler og forslag ud i det blå og ved ofte ikke, hvordan de skal forholde sig til et salg eller hvorfor de får afslag.

Hvor er de vilde redaktører
Dertil er det udelukkende redaktørens ansvar at briefe og sikre, at freelanceren er med på hvilken historie det er, man ønsker. Det er købers ansvar at sikre, at man i overført betydning ser den samme farve, når man beder om rød.

Det samme gælder de fastansatte og de unge journalister. Det er så let for lederne at klage over, at folk på redaktionen og de nye unge praktikanter ikke er ambitiøse, kreative, vilde, vanvittige og fulde af unikke ideer.

Men igen vil jeg hive ansvaret hjem til redaktørerne. For hvis vi kræver, at folk skal arbejde som maskiner og nå at skrive adskillige planlagte historier om dagen eller redigere et mindre tillæg dagligt samt gå til adskillige møder, være strukturerede og måles i et regneark – så er det jo også det, som vi får.

Så lad mig vende spørgsmålet om: Hvor er de vilde redaktører, der virkelig vil noget med deres medier, gøre en forskel og udvikle faget?

Walk the talk. Vi får, hvad vi fortjener.