Hvad er der blevet af profilerne i danske journalistik? Ja, undskyld mig, men hvad er det lige, de betalte medier skal sælge sig på, hvis det ikke er et vist mål af originalitet?

Om en god måned tid står alle landets redaktører på nakken af hinanden for at finde det nye talent.  Det er en kedelig omgang, der venter på Klappekageskolen. Nydelige unge mennesker med vandkæmmet hår og styr på nyhedstrekanten. Og det er jo dem, vi vil ha’! De fylder godt ud i nyhedsstrømmen på den korte bane, og på den lidt længere kan vi opdrage dem til små nyhedsmaskiner, som vi så kan ansætte, når de er klækket ud.

Men er det dem, vi vil ha’, hvis vi tænker os om?

Reporter eller kontormus
’Jeg arbejder på kontor,’ havde jeg en gang en kollega, der sagde, fordi hun ikke orkede alle de kommentarer, hun fik, hvis hun sagde, at hun var journalist. I dag er det nærmest sandt, vi arbejder på kontor, og især når jeg ser mig om mellem de unge modeller så ser det sandelig nydeligt ud. Er vi i Nordea eller i et kreativt hus på Rådhuspladsen? Det er ikke umiddelbart til at se.

Og det sprudler heller ikke ud af spalterne i de danske medier, at der er en ny generation af skrivekugler på vej. Næh, nej, de store skribenter, der skriver skønt, nærmer sig for de flestes vedkommende pensionen, og de virkelige legender er vel stort set gået af. Skal vi virkelig ikke finde nogle nye? Nogle, der kan, tør og vil være sig selv. Som har en stil, og som har en ide med det, de laver, og som tør være besværlige, når redaktøren stiller sig op og kræver konformitet.

Slå en skæv!
Når vi kigger i ansøgningstakken fra ruc’ere, djh’ere og syddansk’ere, kunne det være en tanke værd at kigge efter dem, der på lidt længere sigt kan levere overraskelserne. Vi skal da turde slå en skæv! Og også være mere åbne for at prøve folk af på freelancekontrakter. I disse tider, hvor hver en avisside er konceptualiseret – og det kan der være meget fornuft i – så har vi en tendens til at låse alle pladser til faste folk. Jo, tak, 52 klummer, jeg køber nu! Det er nemt at købe det kendte, og det er besværligt at trække nye og uprøvede kræfter ind.

Jeg mistænker, at der er buler af talent derude! Selvfølgelig kan vi ikke give hver en cykelsmed en chance, men vi burde have råd til at prøve nogle originaler af.

"Deres piskefløde er så god, at jeg har lyst til at drikke den direkte af kartonen," lød argumentet fra en ny praktikant, der gerne ville lave en reportage fra mejeriet Grambogaard. Af sted med hende. Ud i verden og fyre den af. Og lad mig så be’ om nogle flere praktikanter, der vil drikke piskefløde af kartonen eller hoppe verden rundt på et ben midt om natten eller bare i al almindelighed vil leve sin personlighed ud.