Radio 100FM er med til Radiodays

Weekendens radiokonference 'Radiodays' har kun "tabt" 25-30 deltagere i forhold til sidste år - trods mediets store kommercielle modgang.
Per Fanefjord Laursen

Selvom fremtiden stadig er usikker for Radio 100FM,er stationen dog ikke mere groggy, end at radioen sender ti medarbejdere til Radiodays-konferencen, der foregår i morgen fredag og lørdag.

Omkring 350 er i år tilmeldt konference - en begrænset nedgang i deltagertallet i forhold til sidste år i betragtning af, at den nødlidende kommercielle sektor langt fra har fået det bedre, siden sidst.

Annoncering på kommerciel landsdækkende/regional radio ligger således i index 68 i forhold til 2008, viser DRRB's nyeste opgørelse, der dog langt fra har al radioomsætning med, fordi meget omsætning går uden om mediabureauerne.

Med til historien hører, at regionale kommercielle radioer ikke har det helt så slemt, selv om annoncenedgang mærkes overalt. De regionale aktører er da også godt repræsenteret på konferencen.

I mellemtiden har SBS Radio været gennem en alvorlig fyringsrunde i det tidlige forår, og Radio 100FM's rolle er nu på tredje måned meget usikker. Mediet fik sig godt nok et ekstra lille forlig i forsommeren, men det gik primært på at sikre mere fart på DAB-udviklingen.

Deltagerne i år vil givetvis lytte nøje, når de mediepolitiske ordførere skal debattere flere emner, som f.eks. et udbud til private aktører af FM4, en stopdato for FM og et  skønhedsudbud af FM6 i 2010. Læs analyse her.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også