MetroXpress og 24timer deler oplaget

MetroXpress A/S, som driver gratisaviserne MetroXpress og 24timer, griber nu til handling for at hindre den dobbeltdækning, der er mellem de to aviser.
Jacob Brejnebøl Knudsen

Fremover skal 24timer især profileres som en avis til Vestdanmark, mens MetroXpress får sin primære base i øst.

I dag er de to avisers oplag nogenlunde ligeligt fordelt mellem øst og vest, men fremover skal 65 pct. af 24timers oplag på 170.000 udkomme i vest, mens 60 pct. af MetroXpress' 230.000 eksemplarer vil udkomme i øst.

I samme åndedrag sænkes annoncepriserne, idet ambitionen er at tiltrække flere lokale annoncører med den nye finpudsede profil og derved skabe en større annoncekage.

Fornuftigt skridt
Tina Malmstrøm, der er print director hos mediebureauet IUM, mener, at der er tale om et fornuftigt skridt fra Metro-koncernens side.

"Det er rigtigt tænkt og på tide, at de tager den beslutning. Havde de ikke gjort det, tror jeg, at der inden for et år kun ville have været MetroXpress tilbage,« siger hun.

Hun ser gode muligheder for, at annoncørerne vil bifalde og belønne annonceprisfaldet, så de to aviser samlet vil få en større indtægtsvolumen - ikke mindst fordi læserne har haft svært ved at skelne mellem de tre gratisaviser, der er tilbage på markedet.

"For mine annoncører bliver det nemmere at købe en landsdækkende pakke og undgå for meget dobbeltdækning.«

Hjælp til 24timer
Adm. direktør Søren Riis fra MetroXpress er helt på det rene med, at skridtet er taget for at hjælpe 24timer på rette vej. Og det gør man bedst ved at sikre den stærke position i vest, som 24timer har haft siden fødslen.

»Det er primært for at sikre flere annoncører til 24timer. MetroXpress klarer sig okay og har gjort det hele tiden, mens 24timer trods overskud i maj har det sværere. Men det her er absolut et skridt væk fra lukning. Vi tror på, at det nu kan betale sig at tænke offensivt og forventer, at vi er på den rigtige vej ud af finanskrisen,« forklarer han.

Samlet ser sker der ingen forskydning i oplaget, men 24timer udkommer fremover i 20.000 færre eksemplarer i øst og 20.000 flere i vest. For MetroXpress gælder det, at 12.000 eksemplarer flytter fra vest til øst.

For annoncørerne betyder det, at priserne falder i de områder, hvor oplaget mindskes, mens de vil være uændrede der, hvor oplaget øges.

I alt sidder MetroXpress på knap 75 pct. af det danske gratisavismarked.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også