Alvorlig tvivl om Radio 100FM's fremtid

100FM sagen synes gået i baglås. Ejeren, John de Mol, tøver stadig med at betale de 22 mio. kr., der forfalder i november.
Per Fanefjord Laursen

Efter en samtale torsdag aften kan direktør Jim Receveur konstatere, at John de Mol er særdeles lunken over for at forsætte forretningen 100FM, trods de politiske gevinster, der er opnået.

"Problemet er timing. Der kan ikke gennemføres et nyt udbud inden den 15. november, hvor næstsidste koncessionsafgift forfalder. Han har ikke meget lyst til at betale 22 mio. kr. igen uden sikkerhed for, at han kan forsætte efter november 2011," siger direktør Jim Receveur.

Det er uklart, hvornår et skønhedsudbud kan foregå, men det tager tid at planlægge og forfatte nye lovformlige udbudsbetingelser.

Samme timing problem gør sig gældende for de andre ukendte investorer, Jim Receveur taler med.

"Jeg forsøger nu at sammensætte en blandet investorkreds, hvor John de Mol og nye investorer indgår. Men de nye vil hellere vente. De gider ikke starte med at betale 22 mio. kr." 

Kreditorer fleksible
Den gode nyhed er, at kreditorerne har givet lidt medløb for radioen. Der var ellers sat en deadline den 31. august.

"De har udvist fleksibilitet, og den største kreditor, Koda, er meget forstående."

Signalet fra Jim Receveur er, at alt kan ske, også en tidligere diskuteret model, hvor John de Mol smider tøjlerne helt, og Jim Receveur driver organisationen videre med de lokale frekvenser og som direktør for salgsorganisationen Det Danske Radiobureau.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også