Tænk: Boxer giver tv-marked kæberasler
Boxer TV kommer til at ændre det danske tv-marked markant til fordel for forbrugerne. Det skriver forbrugermagasinet Tænk i sit seneste nummer.
"Hidtil har det været så godt som umuligt at skifte tv-leverandør, hvis du er utilfreds med prisen eller udvalget i tv-pakken. Men klassens nye dreng, Boxer, ændrer vilkårene på markedet," hedder det i magasinet.
Det skyldes ikke mindst, at Boxer TV har en dækning på 98,5 procent af de danske husstande og dermed bliver et reelt alternativ til de fire øvrige tv-operatører, YouSee, Telia Stofa, Canal Digital og Viasat, for langt de fleste danskere. Udsigten til øget konkurrence var også baggrunden for valget af Boxer, siger kontorchef i Konkurrencestyrelsen, Hans Kierkegaard, til Tænk.
"Da vi skulle udvælge en vinder af udbuddet med gatekeeper-rollen til det nye tv-signal, lagde vi stor vægt på, at det var en, der kunne komme ud til alle husstande, og på den måde gå i konkurrence med alle de nuværende spillere på markedet og binde markedet sammen. Det kunne Boxer med deres antenneløsning," siger Hans Kierkegaard.
- LR