MediaWatch omlægger salgsindsatsen

Mediebranchens nyhedsportal MediaWatch.dk har netop indgået en aftale med det århusianske bureau Buddig & Jugel, som fremover kommer til at varetage salget af abonnementer.
MediaWatch

 MediaWatch er ét af de få danske webmedier, som tager penge for sit indhold, hovedsageligt gennem virksomhedsaftaler.

”Vi har nået det første delmål nemlig at få de store medieselskaber som kunder, men det er nødvendigt at nå bredere ud, hvis abonnementsbasen skal nå kritisk masse. Derfor strømliner vi nu salget, så vi kan lægge et større tryk i markedet,” siger adm. direktør Ole Nørskov.

Medieselskabers erfaringer med at bruge eksterne partnere i salgsarbejdet er blandede.

”Men vi føler os helt trygge ved at indgå dette samarbejde, blandt andet, fordi vi ikke bliver del af et stort, tungt apparat hos et bureau, hvor sælgerne har mange produkter med i tasken samtidig. Buddig & Jugel er et ultrafleksibelt bureau, som er helt dedikeret i forhold til denne opgave, og de to kommercielle chefer, som er de bærende kræfter på salgssiden hos Buddig & Jugel, har stor erfaring med alle hjørner af salgsarbejdet i en medievirksomhed,” siger Ole Nørskov.
Martin Hede og Esben Albertsen fra Buddig & Jugel har begge en fortid som salgschefer hos Jyllands-Posten.

Omlægningen medfører, at MediaWatch nedlægger stillingen som salgs- og marketingchef. Samtidig har selskabet skåret yderligere to stillinger bort.

”Omlægningen giver os en besparelse, som vil gøre det lettere for os at nå break even i 2010 som planlagt, men først og fremmest tror vi på, at vi gennem samarbejdet med Buddig & Jugel kan nå et større antal potentielle kunder og på den måde løfte vores indtjening,” siger Ole Nørskov, der som led i omlægningen også opretter en enkelt stilling som key account manager.

Omlægningen får ingen betydning for de redaktionelle ambitioner. MediaWatch vil om kort tid lancere et nyt ugentligt nyhedsbrev og har flere andre projekter på bedding.

”Når vi på trods af krise og svære vilkår på salgsfronten gennem det seneste halve år kan være så optimistiske, er det fordi vores brugere er meget glade for det produkt, vi leverer. Vi har så godt som intet frafald blandt vores abonnenter,” siger Ole Nørskov.

MediaWatch.dk har på mindre end to år mere end firedoblet antallet af månedlige brugere til flere end 20.000. Nyhedsbrevet MediaWatch udsendes dagligt til 8.400 modtagere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også