DR: Mislykket Anni-interview

Anni Fønsby-interviewet faldt udenfor Aftenshowets redaktionelle linje, fordi der ikke kunne tales om de kriminelle sigtelser mod hende, erkender DR-chef.
Per Fanefjord Laursen

DR1's chef, Ulla Pors, tilslutter sig kritikken af Aftenshowets torsdagsinterview med Anni Fønsby, der fra flere sider er blevet kritiseret for ikke at være det ypperste inden for public service programindslag.

"Interviewet med Anni Fønsby blev desværre ikke vellykket. Det endte med at blive for privat til DR1 og dermed uden for kanalens journalistiske linje. Den slags kan se ske for selv de bedste, og det taler vi nu om i efterkritikken med redaktionen," siger hun.

Når det er sagt, mener Ulla Pors, at det klart ligger inden for Aftenshowets rammer at interviewe en profil som Anni Fønsby. Aftenshowet er DR's bløde aktualitetsprogram i den tidlige aftenflade på tv. Programmet går dagligt med stor succes tæt på mennesker bag en aktuel sag for at give seerne både nye vinkler på og større forståelse for historien.

"Set i det lys var det blandt andet et problem for interviewet, at den verserende sag mod Anni Fønsby slet ikke kunne diskuteres."

Ingen seergevinst
Torsdagens udgave af ”Aftenshowet” havde 368.000 seere. Det var ikke specielt imponerende, når man tager den pressehype, som DR selv havde iscenesat, i betragtning. Seertallet var ikke meget mere end til tirsdagens program (352.000 seere), mandagens program (306.000) eller onsdagens program (301.000).

Chefredaktør Jakob Høyer fra metroXpress skrev mandag på MediaWatch, at DR selvfølgelig også skal favne det populære og det underholdende.

"... at bruge 24:49 min. og adskillige reklamespots er dog en total falliterklæring for en licens betalt public service-institution, hvor bestyrelsesformand Michael Christiansen ellers har talt om kvalitet og kulturelle standarder. Ja, det er vel så meget under niveau, at det bør være muligt at spare en stor del af de tre milliarder, som danskerne årligt
betaler i licens til Danmarks Radio," lød kritikken bl.a.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også