Politiken fører på læsere

Jyllands-Posten tab af læsere og Politikens modsatte læserstabilitet har gjort sidstnævnte til det mest læste betalte dagblad herhjemme.
Michelle From Hoxer

Hvor vækst og opadgående kurver for læsertal og oplag tidligere var målet for succes for dagbladene, handler det i dag om at undgå yderligere tab og skabe stabilitet.
Og det er ifølge tal fra Gallup lykkedes Politiken at opnå. Avisen har nemlig formået at bevare samme antal læsere i juni, som de havde i januar i år, hvorimod Jyllands-Posten har mistet knap 100.000.

Med sine 448.000 læsere mod Jyllands-Postens 431.000 på hverdage er Politiken dermed det mest læste betalte dagblad herhjemme.

Annoncedirektør hos Politiken Henrik Børjesson er glad for at kunne opleve Politiken genvinde titlen som det mest læste dagblad herhjemme, en titel man sidst kunne smykke sig med for tyve år siden.

”Det er ikke så meget et spørgsmål om, at vi har fået mange nye abonnenter ind, men om at vi beholder dem, vi har. Vores abonnenter er ekstremt loyale for øjeblikket, og vi er simpelthen ned og have en sund abonnementsmasse tilbage,” siger annoncedirektøren, som indrømmer, at avisen tidligere har haft problemer med såkaldte ”rabatryttere”, som cirkulerer blandt de forskellige aviser.

Annoncedirektøren vil ikke slippe noget tal for, hvor mange læsere der rent faktisk gentegner deres Politiken-abonnement, men han er yderst tilfreds, fortæller han.

Næsten en nicheavis
Print director hos mediabureauet Carat Kim Ponsaing er ikke tilbageholdende med at give Henrik Børjesson ret i, at loyaliteten hos avisens læserskare er årsagen til de stabile tal.

”Politiken har nogle meget loyale læsere, som ikke er så tilbøjelige til at konvertere til andre aviser,” siger Kim Ponsaing.

Selvom han ikke direkte vil kalde Politiken en nicheavis, så minder avisens udvikling mere om Kristelig Dagblads og Weekendsavisens end Berlingske Tidendes og formiddagsavisernes, som har oplevet større udsving i forhold til oplag og læsertal. Derfor er avisen ikke så hårdt ramt som sine konkurrenter, mener han.

”Mange af de andre aviser forsøger at læne sig op ad det, de nu troede, læserne ville have, hvorimod Politiken hele tiden har haft en skarp profil og har kørt den samme journalistiske linje,” siger Kim Ponsaing fra Carat.

Ser man på et gennemsnitligt læsertal for april til juni, ligger Jyllands-Posten dog lidt højere end Politiken med 441.000 mod 452.000 læsere. MetroXpress er samlet størst med 552.000 læsere.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også