TV 2 satser på nichekanalerne

Merete Eldrup forventer, at omsætningen på TV 2’s nichekanaler vil vokse med 300 mio. kr. i 2012, hvor brugerbetaling også bliver indført.
MediaWatch

TV 2’s ledelse ser med stor forventning frem mod 2012. Her forventer direktør Merete Eldrup, at de bærende faktorer, der skal sikre TV 2’s fremtid er vækst i distributionsomsætningen på nichekanalerne fra 500-600 mio. til 800 mio. kr. samt en indtjening fra den kommende brugerbetaling i størrelsesordenen 200-250 mio. kr.

Det skriver Business.dk i dag.

Merete Eldrup og ledelsen arbejder lige nu på en strategiplan, som skal ligge klar til efteråret. Direktøren afslører, at mere folkelighed og egenproducerede fiktionsserier er en del af den ekspansion, TV 2 vil satse på - når altså statslånet er tilbagebetalt og brugerbetalingen forhåbentlig i hus.

Merete Eldrup siger til Business, at TV 2 bør have en overskudsgrad på 10 procent for at være en sund forretning. Der skal både være midler til at afdrage gæld, betale overskud til ejerne og investere i ny teknik, fortæller hun.

Hun vil ikke komme med konkrete procentsatser for TV 2’s tilbagegang på tv-reklamemarkedet, men det ligger i underkanten af 20 procent, siger hun.

TV 2 slås desuden med at gøre det velbesøgte website tv2.dk til en fornuftigt forretning. Her er Merete Eldrup tilfreds, hvis indtjeningen når 100 mio. kr. Til sammenligning ligger samme tal for tv på cirka 1,6 mia. kr.

- MFH
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også