Malling Publications skærer i lønnen

Samtlige medarbejderne hos Malling Publications har accepteret en lønnedgang på 10 til 30 pct. Det er især client publishing, som har trukket ned, siger forlægger Malene Malling.
Michelle From Hoxer

Malling Publications, som udgiver modemagasinet Cover samt en række kundemagasiner, må nu skære i medarbejdernes løn for at holde forretningen sund. Lønnedgangen for de i alt 27 ansatte trådte i kraft for et par måneder siden. Forlægger Malene Malling ser det som et naturligt svar på de økonomiske udfordringer.

”Jeg har måske Danmarks mest forkælede medarbejdere, men de er bekendte med forholdene lige nu, og alle kender nogen, der er blevet fyret,” siger forlægger Malene Malling, som fortæller, at alle aftaler om lønnedgang er individuelle, men ligger mellem 10-30 pct.

Forklaringen skyldes især tilbageholdenhed fra kunderne på client publishing-området, hvor forlaget blandt andet udgiver magasiner for Fritz hansen og Bestseller-koncernen.

”Der har været en forsigtighed, som jeg ikke har set før, men vi blev allerede berørte for et år siden, så det betyder, at vi begyndte at løbe stærkere før alle andre,” siger Malene Malling, som understreger, at modemagasinet Covers kommercielle omlægning til at være et rent kvindeblad har båret frugt i form af læserfremgang og til efteråret tegner det ifølge forlæggeren lysere på annoncesiden. 

Malene Malling ser lønnedgangen som den mest demokratiske model fremfor at fyre medarbejdere, selvom det ikke ligefrem var nogen god nyhed at viderebringe.

”Det er da klart, at ingen bryder sig om at gå ned i løn, men kampånden herinde er god, og jeg har ingen medarbejdere, jeg vil undvære,” siger hun og fortæller, at Malling Publications i år har øget staben med en ny chefredaktør til Cover samt en salg- og marketingchef til hele Malling Publications.

”Det øjeblik, der er fornuft i tingene, går alle medarbejdere op i løn igen,” forsikrer Malene Malling, som har en stærk forventning om, at det sker ved årets afslutning.

Malling Publications kom i 2008 ud med et nettoresultat på 2,1 mio.kr. modsat 3,3 mio.kr. sidste år. Virksomheden har en egenkapital på 9,9 mio.kr.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også