Her er DR's nye talenter

De kommende mediestjerner til DR's to-årige uddannelse, Talentværksted, er nu fundet blandt et rekordhøjt antal ansøgere denne gang.
Michelle From Hoxer

For nogle måneder siden søgte DR for andet år i træk kandidater til Talentværkstedet, som er en to-årig intern rugemaskine for kommende mediepersonligheder. Og hele 800 håbefulde unge forsøgte at komme gennem det knappe nåleøje til DR-byen.

Jacob Hinchely, Rachel Lewin Rukov, Morten Boye Amundsen og Nina Homgren Hemick havde dét, projektleder Christian Volfing Jacobsen og de øvrige udvælgere gik efter.

"Fælles for dem alle fire er, at de er talentfulde og tænker utraditionelt - og så er der en virkelig god energi hos dem," siger Christian Volfing Jacobsen, som har været ansvarlig for hele processen med at udvælge de fire talenter blandt de mange ansøgere.

Sidste år modtog DR cirka 500 ansøgninger til uddannelse, og projektlederen vurderer, at stigningen blandt andet skyldes tidspunktet i år. Modsat sidste år var opslagene nemlig oppe inden sommerferien, hvor mange ofte har valgt uddannelse.

Et skønt netværk
Udvælgelsen har ikke været let for Christian Volfing Jacobsen, som personligt har set alle ansøgninger igennem, hvorefter de bedste er blevet vurderet sammen med 6-7 andre DR-medarbejdere. Til sidst er de fire unge udvalgt gennem blandt andet skærm- og radiotests. Selvom en stor del ikke fik nogen plads på Talentværkstedet, slipper DR dem ikke helt.

”Vi får jo et skønt netværk og lærer en masse idérige mennesker at kende, som kan noget, og dem vil vi da gerne holde kontakten med,” siger Christian Volfing Jacobsen, som sammen med ledelsen endnu ikke har taget stilling til i hvilken form, Talentværkstedet skal fortsætte, hvis overhovedet.

De første hold på den to-årige uddannelse er netop nået halvvejs i forløbet, hvoraf det første år primært går med undervisning, mens sidste år giver mulighed for at ”smage på varerne”, som Christian Volfing Jacobsen udtrykker det.

”Med langt de fleste, vi har haft igennem, siger erfaringen, at mange bliver i huset, en del tager ud og kommer tilbage, og så er der et meget lille fåtal, som finder ud af, at de skal noget helt andet. Vi håber bare, de har lyst til at dele deres gode ideer med os,” siger han.

Iben Maria Zeuthen, Kristian Leth og Adam Duvå Hall er blandt de radio- og tv-værter, som tidligere har været igennem lignende forløb.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også