Benjamin får tilbudslussing

Forbrugerombudsmanden har langet ud efter Benjamin Medias salgsløfter om, at tre gratis magasiner ikke udløser et abonnement.
Zandra Damsgaard

Når Benjamin Media ringer op til folk og tilbyder dem tre magasiner uden binding er det i strid med god markedsføringsskik – der er nemlig tale om et abonnement, som kunderne skal opsige igen.

Det er faldet forbrugerombudsmand Henrik Øe for brystet, og en påtale herfra har nu fået forlaget til at ændre sine salgsprocedurer.

”Man må ikke give forbrugeren et indtryk af, at der ikke indgås en abonnementsaftale, hvis det rent faktisk er tilfældet. Selvsagt er det derfor heller ikke tilladt at fremsende opkrævninger for en abonnementsaftale, hvis der i realiteten for eksempel kun er indgået aftale om levering af tre blade,” udtaler Henrik Øe i en pressemeddelelse.

Han glæder sig over, at Benjamin Media nu automatisk sender sine kunder en bekræftelse på introduktionstilbuddet med oplysninger om, hvad de binder sig til at modtage og betale.

Forlaget frafalder desuden sit krav mod de forbrugere, der har klaget deres nød til forbrugerombudsmanden.

Ifølge markedsføringsloven er det tilladt at give sine kunder en gave, for eksempel tre magasiner, med i prisen, men det må ikke fremstå som værende gratis.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også