Ellen Trane spændte ben for DR-plan

Ellen Trane Nørbys udspil forleden om regional tv/radio var et frontalt angreb på DR, men ikke helt som det først blev udlagt af pressen.
Per Fanefjord Laursen

Venstres forslag om at etablere et samlet selskab af otte TV 2-regioner og 11 P4-regioner kom som lidt af en overraskelse med en pudsig timing før sommerferien. I lige lovlig god tid, før medieforhandlingerne rigtig løbes i gang. Mange så en prøveballon, der skulle profilere den unge Venstre-politiker - og fremtidige kulturminister-kandidat - skudt til vejrs ved denne tid, hvor man kan afprøve store tanker, uden det gør så meget, hvis de prompte skydes ned igen.

Ifølge MediaWatchs nyeste oplysninger har Venstres udspil været under udarbejdelse i mere end et år. Forslaget om et fælles regionalt medieselskab kom udelukkende så tidligt frem i pressen, fordi det ikke kunne vente på et mere passende tidspunkt senere i 2009.

Årsagen til hastværket skulle være, at DR har været i fuld gang med et offensivt politisk lobbyarbejde for helt at annektere TV 2-regionerne på sigt. Kenneth Plummer udtrykte ellers kun afmålt interesse for, at DR1 skulle åbne programvinduer for regionerne, da MediaWatch for nylig diskuterede emnet med ham
 
Men ifølge MediaWatchs kilder harmonerer Venstres udspil meget skidt med en DR-plan, anført af Michael Christiansen, om at styrke DR's regionale tilstedeværelse med de otte regionale tv-huse, som på længere sigt ikke ligger ideelt i TV 2-regi.

Mundkurv til DR-chefer
Alle DR-medarbejdere - også Lars Grarup - har ekstraordinært fået besked om, at det kun er bestyrelsesformanden, der udtaler sig. Det tolkes som om, at DR, og bestyrelsesformanden, betragter Ellen Tranes idé som et yderst ubelejligt, frontalt angreb på organisationens planer og interesser. Ellen Trane gik med andre ord ikke til angreb på DR-radios dominans, som først antaget, men for at tackle bestyrelseformanden på vej ind i straffesparkfeltet.

Det er angiveligt også forklaringen på, at Michael Christiansen på MediaWatch gik så vidt som at så tvivl om, hvorvidt Ellen Trane nu også havde resten af partiet med sig.

Paradoksalt, for Ellen Trane forventede sig noget helt andet af den nyudnævnte bestyrelsesformand, da han tiltrådte. På Mediawatch talte hun om, at han ville trække DR i retning af et mere traditionelt public service udbud - hun forestillede sig næppe den ekspansionslystne, politisk offensive formand, hun har fået.

P4-regionerne høres ikke
Ude hos P4-regionerne er man slet ikke så negative over for ideen, siges det, men de må ikke udtale sig. Man ser angiveligt muligheder i projektet, for mange af P4-regionerne blev redaktionelt decimeret, da de blev ramt af DR's sparerunde som følge af den meget dyre koncertsal. Fyringerne er gået relativt ubemærket hen, for det er medarbejdere langt fra DR Byen.

P4-folket er også sympatisk indstillet over for en ny stuktur, hvor det ikke er København, der giver guidelines for, hvorledes de respektive regionale programflader skal lyde. Man er trætte af DR Byens ønsker om en slags formattering af de 11 regionale P4-flader.

TV 2-regionerne må gerne udtale sig og er positive.

Flere i MediaWatchs netværk af kilder og fortolkere af medieverdenen har meldt pas på at kommentere Venstres forslag, fordi de endnu ikke har set den endelig plan på tryk. Baseret på det, de har læst i pressen, er flere tvivl om, hvorvidt det rent faktisk blot er et profilprojekt for Ellen Trane. Andre, der ikke nødvendigvis er faste fans af Ellen Trane, ser fornuftige tanker i ideen, men vil blot ikke kommentere alene på den udlægning, de kan læse i aviserne.

Venstre har endnu ikke offentliggjort planen i detaljer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også