Roskilde Festival satser på egne medier

Selvom lavkonjunkturen præger Roskilde Festival, skruer man ikke ned for markedsføringsblusset. Pengene går i stigende grad til egne digitale medier.
Zandra Damsgaard

Det er nok de færreste gæster, som vil lade sig overmande af konjunkturernes tungsind, når først Nordeuropas største musikfestival skydes i gang i Roskilde den 2. juli. Men den kradser alligevel, krisen.

Til forskel fra de øvrige danske festivaler finder Roskilde Festival mellem en tredjedel og halvdelen af sine gæster i udlandet, og her har den generelle afmatning sammen med faldende valuta klodset bremsen på billetsalget. Festivalledelsen har således måttet skrue forventningerne ned fra 70.000 solgte billetter sidste år til 65.000 styk anno 2009.

Alene på grund af forventningen om et svigtende billetsalg er festivalens samlede budget 10 mio. kr. svarende til ca. 8 pct. mindre end ellers. To poster er der imidlertid ikke blevet pillet ved, nemlig musikken og markedsføringen, fortæller talsmand Esben Danielsen.

”Musikbudgettet har vi faktisk sat op for at holde niveauet. Musik er bare blevet dyrere, blandt andet fordi konkurrencen er så stor i Danmark. På markedsføringssiden holder vi niveauet. På et felt som vores ville det være tåbeligt at skære her, men vi prioriterer skarpere,” siger han til MediaWatch.

Fra print til web
Stramningen betyder, at penge, der tidligere gik til navnlig trykte annoncer, plakater og flyers, i stadig højere grad flyttes over i billigere, digitale medier. I dag udgør digitale medier lidt mere end halvdelen af markedsføringsbudgettet, hvoraf en million tilflyder festivalens egne digitale medier.

”Traditionelt har vi haft en hel masse plakater og annoncer, og det er der meget mindre af i dag. Vores målgruppe er i aldersgruppen 20-30 år og bor i storbyer, så det rammer simpelthen for bredt. Vi har stadig plakater og printannoncer – det er jo branding – men som billetsalgsmarkedsføring er det bedst for os at være på nettet,” siger Esben Danielsen.

Her er sociale medier som Facebook, Twitter og MySpace billige markedsføringsformer, der rammer lige i kernemålgruppen, og som Roskilde Festival af samme grund prøver kræfter med.

Klarer det selv
Festivalens egen hjemmeside er dog omdrejningspunktet for alle markedsføringsaktiviteter samt for målinger på, hvad der fører til billetsalg. Ifølge Esben Danielsen bruger man i stadig højere grad generelt ressourcer på ”at klare tingene selv”.

Blandt andet er Roskilde Festivals digitale univers i år udvidet med web-tv som et forsøg på at forlænge festivaloplevelsen.

”Vi regnede med, at det ville tage et år til halvandet at bygge web-tv op, så det var interessant at se på. Vi er overraskede over, hvor hurtigt det er gået, og hvor mange der følger det. Fordi interessen er så stor, har vi også opprioriteret det frem mod den næste festival,” beretter Esben Danielsen.

Han påpeger, at man imidlertid står over for en udfordring, for så vidt angår rettighederne til at vise koncerter på web-tv.

Mobil på pladsen
Roskilde Festival har i et par år ligeledes eksperimenteret med mobilplatformen i form af en applikation med aktuelt 8.000 brugere. Også på dette område er der ekspansionsplaner:

”Lige nu er det bare en forlængelse af festivalprogrammet med data, spilletider og så videre, men i år laver vi et forsøg med navigation til mobiler med GPS. Så skal du på sigt kunne se, hvor på festivalpladsen du er, hvor din lejr er og hvor dine venner er,” forklarer Esben Danielsen.

Festivalgæster kan med tiden også se frem til streaming på mobilen, men hertil er kvaliteten endnu ikke god nok. Der vil dog komme mere af den slags, lover festivalen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også