Dystert regnskab fra Berlingske

Berlingske Media har tabt egenkapitalen, og likviditeten er presset helt i bund.
Af Jacob Brejnebøl Knudsen og Kaare Sørensen

Denne artikel er bragt i samarbejde med Morgenavisen Jyllands-Posten.

Koncernen præsterede med et minus på 404 mio. kr. det største underskud i mediebranchen siden Nyhedsavisens konkurs.

Uden salget af hovedsædet tilbage i 2005 havde det set endnu værre ud, men koncernchef Lisbeth Knudsen bedyrer, at der er styr på økonomien.

I teksten til Berlingske Medias årsregnskab bliver 2008 kaldt en milepæl i det 260 år gamle avishus’ historie. Året kastede både Cavlingpris og flotte innovationsplaner af sig - og et underskud af dimensioner på 404 mio. kr. Sådan et underskud er ikke set i mediebranchen, siden Nyhedsavisen måtte opgive ævred den 31. august 2008.

Negativ egenkapital
I praksis betyder det, at Berlingske Media har sat egenkapitalen over styr, så den ved udgangen af året endte på minus 148,5 mio. kr., og indhugget i kapitalen gør, at man er i færd med en gennemgribende reetablering af selskabets økonomi.

Derudover endte resultatet af driften med et minus på 174 mio. kr., og beholdningen af likvide midler er helt nede på 7,4 mio. kr. Det er ikke meget at have i kassen, fremhæver Peter Falk-Sørensen, direktør i Dansk Aktie Analyse.

»Samlet set er det et meget dystert billede. Det afgørende for Berlingske Medier er nu, at der findes en løsning i moderselskabet Mecom. Med en negativ egenkapital på næsten 150 mio. kr. og negativt driftsresultat - også før afskrivninger - får man et likviditetsproblem, hvis moderselskabet ikke kan understøtte selskabet,« siger han. 

Ikke munter læsning
I det hele taget er Berlingske Medias nyere regnskabshistorie alt andet end munter læsning - en afgørende begivenhed for, at der overhovedet er noget, der hedder Berlingske i dag, skal findes i det faktum, at man i 2005 solgte ejendomme, bl.a. hovedsædet i Pilestræde i det indre København, for i alt 408 mio. kr.

Det skæppede i kassen, men nu er pengene brugt og sådant et salg kan man kun foretage en gang, og ifølge Peter Falk-Sørensen slås man nu med huslejeforpligtelsen i stedet og der er ikke flere skjulte reserver at sælge ud af.

Det gør, at Berlingske Medias fremtid helt og aldeles afhænger af, at Mecom får held til at rejse 1,2 mia. kr. i den igangværende aktieemission, der har deadline den 25. juni og som skal holde Mecom og Berlingske oven vande.

»Regnskabet falder fra hinanden, hvis emissionen ikke bliver en realitet. Revisoren har forudsat fortsat drift, og det er ikke normalt, men de har underskrevet i en forventning om, at emissionen bliver gennemført,« siger han.

Afviser likviditetsproblemer
Koncernchef Lisbeth Knudsen fastholder, at der er helt styr på økonomien og afviser ligeledes, at der er nogen likviditetsproblemer.

Hun forklarer, at man har benyttet sig af en paragraf, der betyder, at man ikke skal aflægge rapport for to moderselskaber.

»Du kan ikke bruge Berlingske Medias regnskab til noget som sådan, fordi det er et delregnskab, og man kan ikke skille tallene ad på den måde. Der er en række datterselskaber, der ikke er med,« forklarer hun og maner desuden al snak om likviditetsproblemer i jorden.

»Vi har ikke nogen likviditetsproblemer. Der er styr på alt, og jeg har ingen som helst bekymringer over det.«

Datterselskaber
Underskuddet på 404 mio. kr., egenkapitalen på minus 148 mio. kr. og den likvide beholdning er løsrevet fra koncernregnskabet og medregner ikke en række datterselskaber som eksempelvis Berlingske Avistryk og Midtjyske Medier.

Berlingske Media forventer nu, at den planlagte kapitalforhøjelse i Mecom understøtter den fornødne finansiering til at fortsætte driften, og det er lagt til grund for udarbejdelsen af årsrapporten, hedder det i årsberetningen
 

Nøgletal, Berlingske Media

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også