Læsertal: MetroXpress er igen nummer ét

Kun Jyllands-Postens søndagsudgave slår nu gratisavisen MetroXpress viser de seneste læsertal fra Index Danmark/Gallup.
MediaWatch

Kristeligt Dagblad, Dagbladet Ringsted, MetroXpress og Information.

Så kort er listen over dagblade, som har formået at løfte læsertallet, når man sammenligner marts-maj i år med samme periode sidste år.

De seneste tal fra Index Danmark/Gallup viser, at MetroXpress nu igen er landets største avis målt på antallet af læsere på hverdage, mens Jyllands-Posten om søndagen stadig bevarer et pænt forspring med 651.000 læsere.

Tallene fra 2009 er svære at sammenligne med tallene fra 2008, fordi Index danmark/Gallup har foretaget et metodeskift, som kort fortalt har givet aviser, som er stærke online, en nedtur, mens aviser som ikke udkommer alle ugens dage har fået et løft. Sammenlagt har metodeskiftet kombineret med den dalende efterspørgsel og Nyhedsavisens død betydet, at 1,2 mio. læsere er forsvundet fra avismarkedet på et enkelt år.

Procentuelt er det gået hårdt ud over Ekstra Bladet, som har "mistet" 24,2 pct. af sine læsere (forstået på den måde, at Ekstra Bladets læsertal i år er 24,2 pct. lavere end sidste år.)

Sjællandske (-21,2 pct.), Århus Stiftstidende (-20,5 pct.) og B.T. (-18,6 pct.) kommer på de følgende pladser.

MetroXpress har i de tre nævnte måneder i gennemsnit haft 37.000 flere læsere end i samme periode sidste år.

Mens de aviser, som har tabt på metodeændringen, har den opgave at forklare annoncørerne, at selvom tallene er forandret voldsomt på papiret, så er effekten af annonceringen stadig den samme, så er mediebureauerne på vegne af deres kunder mere skeptiske.

"Metodeændringen kan sikkert forklare et fald på 5-6 procent, men før vi har fået halvårstallene, hvor vi kan analysere, hvad der er sket i de forskellige målgrupper, er det svært at vurdere, hvorfor Ekstra Bladet og B.T. er ramt så hårdt," sagde Claes Braagaard, trading director hos mediebureauet OMD, til MediaWatch i april.

Ifølge Claes Braagaard skal de to tabloidaviser håbe på, at faldet skyldes metodeændringen alene.

"For i så fald er der jo ikke sket nogen ændring i effekten af en annonce i de to aviser - så er det bare læsertallet, som tidligere er blevet sat for højt. Men hvis der reelt er tale om, at mange læsere er faldet fra, så bliver det svært for dem at fastholde annoncepriserne."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også