Fremtiden for digital radio afgøres i disse dage

De igangværende mediepolitiske forhandlinger skal fostre flere banebrydende beslutninger, hvis digital radio på skal overtage FM's rolle, som regeringen har lagt op til.
Per Fanefjord Laursen

Medieordførerne er i disse dage i gang med at forhandle det længe ventede forlig om kommerciel radios driftsbetingelser og en plan for fornyet dynamik og udvikling på DAB platforrnen.

Ifølge MediaWatchs kilder er det fortsat planen at forsøge at slå søm i en aftale inden sommerferien. Det burde være lettere nu, da FM4 koncession er ude af diskussionen og udsat til 2011. Når DR's P2-koncession ikke længere er i spil, letter det presset på forhandlingerne, og oppositionen får næppe de store problemer med at skabe bedre livsbetingelser for de kommercielle radioer.

Det ideelle ville være en helt stor forkromet løsning for digital og FM radio, som dog nok er for meget at håbe på.

Store udfordringer
Kulturministeren meddelte i torsdags, at processen med digitalisering af radio skal ske i en kombination af internetradio og DAB – og det giver god mening, for DAB og netradio kombineret kan fremtidssikre, at der er plads nok til at udvikle dansk radio.

Men det er lettere sagt end sat i værk. Der er en del løse ender, der skal afklares, før der kan sikres en brugbar og realistisk plan for DAB.

Først og fremmest skal der findes en model, hvor alle kommercielle kanaler kan komme på DAB - med plads i det kommercielle mux2 - og uden at belaste dem økonomisk i en årrække. Det kunne være finansieret af de midler til en replanlægning, som blev allokeret i 'TV 2-aftalen'.

En politisk aftale skal også sikre, at der sættes gang i knobskydninger af nye kanaler. Kun nye tilbud kan drive DAB's tilstedeværelse mod næste mål - en 50 procent penetration. Men det kræver en ordring med Koda/Gramex - der opstår ikke en mangfoldighed af nye DAB kanaler med den nuværende Koda/Gramex meget dyre afregning!

Kodning af DAB skal gradvist ændres til den bedre kvalitet i DAB+, og det skal politikerne skrive ind i medieforliget. Det kommende MUX3 bør åbnes som DAB+ fra dag ét, hvilket vil give små 20 kanaler i 14 regioner af landet og gøre plads til både kommerciel lokalradio og ikke-kommercielle lokalradioer.

De nuværende MUX1 og MUX2 skal have en glidende overgang til DAB+ med simultant broadcast, hvilket vil stække DR's udbud i en periode, men det overlever DR nok. Og da der er masser af plads på MUX 2, kan man godt simultant broadcaste DAB og DAB+ i en f.eks. 2-årig overgangsperiode på MUX 1 og MUX 2.

Kommerciel drift
Så gælder det planen om at skabe et lettere liv for de store kommercielle radioer. Hjælpelisten er samtidig de punkter, som 100FM's ejere i Talpa Radio har på deres tjekliste, hvis de skal blive og investere i landet. Det gælder først og fremmest en annullering af de otte-cifrede koncessionsafgifter, som Nova FM, og Radio 100FM betaler.

Derudov er håber flere på en mini-replanlægning af FM båndet. Det ville også gavne, hvis politikerne besluttede at næste udbud af koncessioner sker ved en skønhedskonkurrence - ikke auktion.

Lokal radio
Endelig er der også løse ender for det brede radioområde. Det danske radiomarked er efter 25 år fortsat en vrimmel af lokale sendetilladelser.

Den tidligere minister fik ryddet op i en del. Nu bør politikerne bør udstede 10-årige sendetilladelser til alle radiokanaler i Danmark således, at man får arbejdsro.

Kommerciel radio på FM er stadig helt afhængig af lokale sendetilladelser - både til lokal, regional og networket landsdækkende radio - og så længe mux3 ikke er i gang, spiller de en væsentlig rolle.

Her antages det, at FM ikke slukkes i et 10-20-årigt perspektiv. I så fald bør politikerne arbejde henimod at et større antal af lokale FM og lokale DAB-sendere, der drives overalt, hvor der er økonomisk grundlag for det, bør bringes tilbage til en drift med lokalt produceret indhold, lokalt ejerskab og lokale sendefaciliteter.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også