Kulturministeren vil noget med radio

Kulturministeren er mere en problemknuser end en meningsmager, viser det sig med hendes udspil om radio.
Per Fanefjord Laursen

Carina Christensen har med sit udspil torsdag signaleret digital fokus - især for DR.

Set med de politiske strategiske briller har hun skabt ro på emnet og skaffer sig mulighed for at få den løsning, hun og regeringen ønsker. Hele diskussionen om hvem der skal drive FM4 er isoleret og flyttet til foråret, hvor den bliver del af de store medieforhandlinger og altså en mindre brik blandt mange andre emner.

Udspillet er kun regeringens plan, skal man huske, men den har fået bedre chancer for forhandle den løsning igennem, man gerne ser: nemlig at FM4 fremover drives af en stærk kvalitetspræget radio, der er en stærkere konkurrent til DR, men også får fornuftige, brugbare økonomiske arbejdsbetingelser. Vil det være så slemt at sluge for oppositionen i foråret 2010? Der er muligvis sager, som Mogens Jensen og Holger K. hellere vil kæmpe for set i det store billede.

Man kan tilmed spørge sig, om regeringen overhovedet brænder for et bredt forlig denne gang?

DR har god tid til at vende sig til tanken. Når FM4-koncessionen endelig skal skifte ejer i 2011, når et nyt forlig træder kraft, kan DAB-penetration være så høj, at ingen længere gider skændes om det. Især hvis man rent faktisk giver DAB-platformen alle optimale muligheder og stærkeste medvind for at vinde ind i flere husstande. 

Trods ministerens kunstgreb har hun ikke sat radiomediet i komplet baglås til næste forår.

Der er nu gang i forhandlinger om et formindsket radioforlig med nogle lempelser af de kommercielle radioers rammer og de nødvendige DAB initiativer, men FM4 er altså ude af puslespillet. Alligevel bør kredsen kunne blive enige om justeringer, der kan lette betingelserne for NovaFM og 100FM, vurderes det.
Der synes også bred opbakning til for alvor at kickstarte DAB, men metoderne er ikke nødvendigvis de samme. Det siges i krogene, at regeringens DAB-kampagneplan er, at DR gradvist flytter mere 'guld' over på DAB. Venstre vil have P3 sat ud af FM og over på DAB - siges det.

Ser man gårsdagens udspil med aktørernes øjne, så er udsigten til et tab af FM4 et hårdt slag mod alt, hvad DR har kæmpet for. Vi kan i hvert fald forvente et modtræk i DRs mediepolitiske udspil til efteråret, der sætter en frisk agenda og præsenterer en ny løsning til forhandlingerne i foråret.

De pressede landsdækkende kommercielle radiostationer har ikke fokus på DAB. Det er luksussnak i disse tider. Men de kan muligvis glæde sig over, at FM4 påny kommer i spil, og styrker den kommercielle sektor. De kan håbe på forhandlingsvilje nok til fx. en lempelse af koncessionsafgifterne her og nu. Men de kan også tænke mørke tanker: at ministeren har skudt hele beslutningen om replanlægningen til hjørnespark og arbejder henimod en samlet løsning på al radio, der forgår på DAB. 


 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også