Når man som jeg i det seneste halve år i Letland og Slovenien har oplevet, hvor hårdt og modigt redaktører kæmper for retten til at lave kritisk journalistik uden håndfast indblanding fra politikere og skrupelløse pengemænd, ja så tænder mine advarselslamper, når Politiken lufter planer om at lade læserne sponsorere avisens undersøgende journalistik. Måske tænker andre medier i samme bane i den tilspidsede jagt på nye forretnings-muligheder, men den bane kan blive glat.

Troværdighed er journalisters bedste værn mod angreb udefra, og opskriften på troværdighed er nu engang, at du til hver en tid kan dokumentere din uafhængighed. Altså at du som avis, blad, TV-station og journalist ikke bringer dig i en position, hvor andre kan angribe dig for at varetage dine egne, dine venners eller dine annoncørers interesser frem for de læsere, seere og lyttere, du i reglen har lovet at tjene. Derfor har det altid givet god mening, at medier med respekt for sig selv og deres målgruppe undlader at sætte en salgspris på redaktionel omtale. En annonce er en annonce og en artikel en artikel. Skæg for sig og snot for sig, og læserne må ikke kunne være i tvivl om, hvad der er hvad. Vi skal stå vagt ved de såkaldt vandtætte skotter mellem redaktion og annonceafdeling og fortsat respektere grundprincippet om, at man som repræsentant for et medie ikke bør tage imod gaver over en vis størrelse.

Journalister i gråzone
Der er allerede solgt rigeligt ud. En del medier bevæger sig retningsløst rundt i en gråzone, når det eksempelvis gælder rejsestoffet og deltagelse i diverse udenlandske konferencer. Journalister takker måske ja til at afprøve et nyt strandhotel på Bali eller til at opleve klimaforandringer med egne øjne i Grønland og overlader gerne regningen til den glade vært, mens de overbeviser sig selv om, at det ikke får nogen indflydelse på den journalistiske vinkling. Oftest er det sikkert også rigtigt. Men det er et skråplan. For det gør journalister og deres medier sårbare overfor angreb udefra. Og det har vi ikke råd til i en tid, hvor vi mere end nogen sinde har brug for at vise borgerne, at en uafhængig presse og et mangfoldigt medieudbud er deres garanti for, at nationale og lokale magthavere bliver holdt i ørerne og at debatten er fri. Reelt fri.

”Jeg vil gerne bestille en kritisk artikel - om konkurrenten tak” er selvfølgelig et karikeret bud på, hvad konsekvensen kan blive. Men med rådgivning fra dygtige PR-bureauer vil nogle virksomheder utvivlsomt kunne se muligheden for at sponsorere journalistik som en ny indfaldsvej til omtale i medierne og professionelt benytte sig af den. Og spørgsmålet er så, om fortravlede journalister når at gennemskue, hvilke økonomiske interesser der gemmer sig bag en gavmild sponsor, før det er for sent og en forsmået konkurrent klager over manglende fairness. Uanset hvor rigtig historien er, så bliver det alt for let at slå endnu en flig af journalisters troværdighed.

I en finanskrisetid, hvor ejernes kontante krav om overskud og nødvendigheden af at investere i tvær-medialitet tærer på resourcerne, falder mængden af selvstændigt opdyrkede debatskabende historier dramatisk. Det er billigere at fylde avisen med den journalistiske metervare og med hurtige omskrivninger af bunken med let-tilgængelige pressemeddelelser fra virksomheder og organisationer, der gerne vil i avisen. Så ja – der er hårdt brug for at finde kreative veje til at betale for kvalitets-journalistik. Men det må ske uden at sælge yderligere ud af vores journalistiske grundværdier. Jeg ved, at det vil glæde de redaktører i nye, sårbare demokratier i Europa, der dagligt kæmper en hård kamp for at bevare deres uafhængighed.