Affiliate-omsætning runder 300 mio. kr.

Markedets største spiller inden for affilate marketing, Tradedoubler, skønner, at affiliate omsætningen stiger 20-30 pct. i år og runder de 300 mio. kr.
Ole Enggaard

"Hvis man ser på markedet, er der tale om et paradigmeskift. En bevægelse fra traditionel branding til i højere grad at kigge på, hvordan kan jeg lave en forretning," fortæller Lars Willumsen, direktør for den største danske udbyder af affiliate marketing, Tradedoubler.

Mens bannerannoncering oplever stagnation, er 'cost per action' eller CPA-aftaler i vækst. De websites, som tilbyder affiliate marketing, afregnes i forhold til transaktioner med brugerne. Der er ingen officielle tal for provisionsomsætningen til websites i affiliate netværk, men i følge Lars Willumsen, Tradedoubler, var omsætningen i 2008 tæt på 250 mio. kr.

I år forventer Lars Willumsen en stigning på 20 til 30 pct., eller en omsætning forbi 300 mio. kr.

"Fordelen ved affiliate marketing er målbarheden i forbrugernes adfærd på internettet. Vi kan følge forbrugerne hele vejen til salget. Det giver annoncørerne en stor frihed til at vælge den kanal, der giver det bedste afkast," siger Lars Willumsen.

30.000 URL
Alle websites kan i princippet stille sig til rådighed for annoncører. Der er dog en række regler, der for de fleste affiliate marketing-udbydere forhindrer websites med pornografisk eller politisk indhold i at være med. Men alene Tradedoubler har 30.000 URL i sin portefølje, fra små sportsforeninger til Søndagsavisen. Annoncørerne til- og fravælger på forhånd websites og kan løbende justerer affiliates i forhold til resultaterne.

Siden Amazons succes med transaktionsafregning med affiliates salg af bøger i slutningen af 90'erne har flyselskaber, computer- og teleindustrien været rygraden i afsætningen. I dag er udbuddet blevet modent.

"Jeg har aldrig oplevet så stor en interesse, på tværs af alle brancher og kategorier," slutter Lars Willumsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også