Sjællandske har ramt bunden

Efter samsalget med Berlingske Tidende ophørte i sommeren 2007 har Sjællandske taget et dyk oplags- og læsertalsmæssigt.
Ole Nørskov

I første kvartal 2009 har dagbladet Sjællandske, som blandt andet dækker Slagelse, Næstved og Kalundborg, tabt 22,6 procent af læserne sammenlignet med året før, og også når det gælder avissalget er det gået ned ad bakke med et fald på 6,2 procent i 1. kvartal.

Adm. direktør i Sjællandske Medier, Torben Dalby Larsen, tror, at faldet først og fremmest skyldes ophøret af samsalget mellem Sjællandske og Berlingske Tidende - og at det værste nu er overstået.

"Jeg siger ikke, at det nu begynder at gå fremad, men det er vores forventning, at Sjællandske fremover vil følge den almindelige tendens for lokal- og regionalaviser," siger han.

Nu er det ikke sådan, at landets øvrige provinsaviser er gået ram forbi i perioden, men Sjællandske er, især når det gælder læsertallene, blevet ramt meget hårdt.

Samarbejdet med Berlingske ophørte allerede i sommeren 2007, hvor flere end 15.000 abonnenter modtog begge aviser. Men mange af disse abonnenter blev efterfølgende lokket med gode tilbud, så det reelt først har været i det seneste år, de for alvor er faldet fra, efterhånden som de skulle til at betale fuld pris for begge aviser. Det har Berlingske Tidende mærket - og det har Sjællandske også mærket, forklarer Torben Dalby Larsen.

Sjællandske ligger på trods af faldet forholdsvist lunt i svinget, når man ser på antallet af læsere per eksemplar (3,3), fordi avisen kom fra et meget højt niveau (4,0) i forhold til de fleste provinsaviser. 

"Når vi dækker en stor historie - som for eksempel Roskilde Bank - så skal folk nok læse avisen. Det er ikke sikkert, de køber den, men de skal nok få adgang til den på den ene eller den anden måde," siger Torban Dalby Larsen, som stadig mener, at aviserne i Sjællandske-koncernen har et godt tag i de borgere, som er aktive og engagerede i lokalområderne.

"Problemet er, at der bliver færre og færre af dem," siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også