Vi elsker at kvidre på nettet

Stadig flere danskere skriver om sig selv på Twitter, men eksperter mener ikke, internet-mødestedet kommer på niveau med Facebook.
MediaWatch

Statsministeren gør det, Martin Thornborg gør det og Lars Kolind gør det.

Et stigende antal danskere benytter Twitter, der betyder 'kvidre' og allerede har taget USA med storm, til at fortælle, hvad de laver og tænker på lige nu. Eksperter tror dog ikke, kvidren på internettet får samme popularitet som Facebook. Det skriver Berlingske Tidende.

"Vi kommer ikke til at se en eksplosion i det private forbrug af Twitter herhjemme. Dertil er Facebook mere egnet til den private bruger og i forvejen meget mere udbredt. Men den professionelle brug af Twitter vil vokse markant i de kommende år," spår Christian Bogh, direktør i Rescu Kommunikation, der rådgiver sine kunder om sociale medier.

Herhjemme er antallet af brugere på Twitter fordoblet de seneste måneder, og i februar havde siden mere end 10 millioner brugere på verdensplan. Dermed er der langt op til Facebook, som har ca. 300 millioner brugere.

"Twitter egner sig godt til vidensdeling. Man kan stille et spørgsmål ud i sit netværk og få et lynhurtigt svar. På samme måde kan virksomhederne bruge Twitter i deres kommunikation og kundesupport," siger Christian Bogh.

For nylig afviste ejerne bag Twitter et bud fra Facebook på 500 millioner kroner, og rygter vil vide, at Google er på nippet til at købe Twitter.

- Newspaq

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også