Udsigt til Joost-salg

Janus Friis forsøger efter sigende at sælge sin seneste satsning indenfor net-tv. Det skriver den amerikanske nyhedstjeneste, CNet.
MediaWatch

Succesen med Skype og Kazaa ser ikke ud til at gentage sig for danske Janus Friis og hans kompagnon, Niklas Zennström satsning indenfor net-tv, Joost. Derfor skulle de to efter sigende være i færd med at finde mulige købere.

Ifølge den amerikanske nyhedstjeneste CNet siger rygtet, at Time Warner Cable skulle være en interesseret køber. Men ingen af de to involverede selskaber har endnu valgt at kommentere på rygterne om salg.

De to net-entreprenører lancerede Joost i slutningen af 2007. I første omgang som et program til installering i lighed med Skype. Men på grund af presset fra andre aktører på markedet, heriblandt Googles YouTube, valgt man at satse udelukkende på nettet.

Joost tilbyder således tv-programmer, musikvideoer og film via internettet.

CNet kalder Joost for historien om ”forpassede chancer og uheld”. Det er især muligheden for at lande store aftaler om tv-shows og film, som net-tv-selskabet har forsømt. Dertil kommer teknologiske og ledelsesmæssige problemer.

Tilbage står altså et middelmådigt selskab, der må se sig overhalet af YouTube og Hulu. Og senest har vinket farvel til en fornyelse af aftalen med Sony Pictures, som i stedet valgte at underskrive en større aftale med konkurrenten YouTube.

- MediaWatch

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også